FOREDRAG: ‘Flânøsen – at gå som en som kunstnerisk metode’

FOREDRAG:
‘Flânøsen – at gå som en som kunstnerisk metode’ ved Mette Kit Jensen

Foredraget er både tankevækkende og humoristisk og portrætterer en konceptuel nutidig værkform på en let tilgængelig måde i dialog med publikum. Foredraget kan tilpasses højskoler, aftensskoler, kunstskoler, gymnasier, folkeskoler og firmaer samt eventuelt kombineres med en workshop.
SE MERE

Flâneusen – Mette Kit Jensens Performative værker. Tekst af Sanne Kofod 2022

Sanne Kofod Olsen er dekan på Konstnärliga fakulteten på Göteborg Universitet
og tidligere Direktør på Museet for Samtidskunst, Roskilde. Hun kuraterede i 2014 Mette Kit Jensens projekt “Flâneuse de lÉurope”,  Museet for samtidskunst og Roskilde byrum.

Flâneusen – Mette Kit Jensens Performative værker

Performancetekst “PUBLIC WOMAN – ændring af ruten” Rundetårn oktober 2022

Amerikakaj, København sommeren 1968
Jeg er 6 år. Jeg står står på kajen sammen med min mors familie og venter på Amerikabåden. Jeg skal se min rige onkel fra Canada for første gang og mine canadiske kusiner og en fætter, som er på min alder. Jeg kigger på alle mine mostre. Der er ni. De fleste af dem har jeg heller ikke set før. Jeg kender kun moster E, som bor i København, de andre er kommet fra Jylland. De ligner min mor og moster E i ansigterne, men de har forskellige højder og faconer og er anderledes klædt end min mor, som selv har syet sit tøj. Moster E. derimod står i høje hæle og spadseredragt og forsøger at holde sammen på et stort tørklæde og en paraply i blæsten på kajen.

Endelig ankommer den store færge og onkel N. kommer ud med hans tre velklædte børn og min tante, som ligner noget fra en amerikansk film – i lilla kjole og katteagtige solbriller. Min onkel er kæmpe stor og stærk. Han ligner en viking, men er meget velklædt. Han tager mig op på armen og bærer rundt på mig.

Senere er alle samlet på et stort værelse øverst i SAS hotellet. Jeg har aldrig været på et hotel før og heller ikke på 19 etage. Nu hopper jeg i en kæmpe seng sammen med min fætter. Da vi ikke taler samme sprog hopper vi op og ned, medens vi kigger hinanden. Min onkel, som er alt andet end vægtløs, står ved vinduet og læner sig ud, kigger over på Tivoli.

Jeg får øje på en guldfarvet plet i luften bag min onkel, den driver langsomt over himlen henimod hotelvinduet og bliver større og større. Mit blik bliver fikseret på den og da den kommer nærmere ser jeg, at det er en helium ballon, som har revet sig løs fra Tivoli.

Da den flyver helt tæt forbi vinduet læner min onkel sig nonchalant  fremover og griber fat i snoren med sin store hånd. Han trækker armen til sig ind gennem vinduet, går roligt hen til sengen og rækker mig ballonen. Jeg får fat i den netop, som jeg er på vej op i luften.

Jeg fortsætter min hoppen op og ned
– nu med en  stor guldballon i en snor i den ene hånd.

Paris. Søndag d. 4 oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går.  Det føltes det helt uvirkeligt at være i et andet land.

Jeg vågner sent, har brug for en lille pause, før jeg er klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lader derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg går i bad og drikker morgenkaffe. Først ved 11 tiden trækker jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader forestillingen begynde på et teater.

Bag kastanietræerne på Rue de l’Hôtel de Ville kan jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie.

Foran mit vindue på fortovet går folk forbi iført mundbind i alle farver.

Jeg når lige at tænke, at man selvfølgelig kan få mundbind der matcher personlig stil og preferencer i Paris – hvor ellers?, da jeg får øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som helt uventet løfter en firkantet betonrist op i det asfalterede fortov mellem træerne foran min vindue. Lynhurtigt firer den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj ned i et hulrum under jorden ved hjælp af et reb. Rebet bliver bundet fast til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd behændigt lukker dækslet. De tre mænd fortsætter ned af gaden, ud af min blikvinkel . Få sekunder senere løber to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko hen over betondækslet, som om episoden aldrig har fundet sted.

Paris. Mandag d. 12 oktober 2020
Da jeg spadserer forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse sover om natten på gamle madrasser og papstykker, slår det mig, at alle spor efter dem er udvisket her om formiddagen. Fortovet under halvtaget er ryddet og vasket og lyset er tændt i den eksklusive butik, der sælger senge og sovesofaer. Jeg tænker at madrasserne nok er pakket ned under betondækslet i fortovet.

Paris. Torsdag 15 oktober 2020
jeg er på Yves Saint Laurent museet. Alle manequinerne forestiller den samme kvinde, Saint Laurent bedste veninde og sparringspartner modellen Betty Catroux. Hun er klonet hele vejen igennem udstillingens mængder af blonde mannequiner iklædt variationer over det sorte jakkesæt.

I det bagerste rum i udstillingen kan man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde,  giner, stofprøver og knapper. En kvindelig gæst tager billeder af sig selv i spejlvæggen – iført lange støvler og en sort bredskygget hat.

Jeg bliver trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af, at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde utroligt dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.

Hun blev udlært syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun i 60érne blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i 50’erne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget. Hun skulle tilpasse det dyre tøj, så det sa perfekt ud på kunderne når de forlod butikken.

Da hun gik på efterløn indrettede hun en systue i entreen i det sociale boligbyggeri, som hun boede i på Nørrebro. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af et skab, når der skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen mod enhver rimelig forventning skulle interessere sig for meget for, hvad hun egentlig lavede. Hun fik besøg af de tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om Jannie spies og kongehuset.

Hun havde indrettet lejligheden i VIBO byggeriet efter tips fra klienterne og diverse lifestylemagasiner med chesterfieldsofaer, hvide langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. En gang havde hun betrukket en stor plade med beigefarvet stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv !” i lyserød stearin og hængt den op på væggen over sofaen.

Bortset fra kunderne og af og til den nærmeste familie, holdt hun sig for det meste for sig selv. Men engang havde en nabo ringet på og bedt om at låne et eller andet. Hun havde ladet ham stå på måtten ude i opgangen, medens hun fandt det sukker eller vanille frem, som han havde efterspurgt.

Han havde måbende kigget ind i lejligheden, som ikke lignede noget som helst andet i opgangen.


Moster E. blev aldrig gift. “Hvad skal jeg egentlig med en mand?, spurgte hun mig. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde? Jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord, mine cigaretter ligger her og…. Der ville ikke være plads til ham…”

Paris. Lørdag 17 oktober 2020
Der har været meget stille udenfor hele natten efter at udgangsforbudet trådte i kraft ved midnat. Jeg spekulerer på, hvad de hjemløse egentlig skal stille op, hvis de ikke må opholde sig på gaden efter kl. 21.

Da jeg trækker gardinerne til side, får jeg øje på nogle af dem. De er i gang med at pakke nogle helt nye festivaltelte sammen og hjælper hinanden med at hejse dem ned i hullet foran møbelbutikken.

Jeg går langs Seinen og nyder stilheden på bredden, der kun bliver afbrudt af et par kondiløbere.

Jeg drikker kaffe på en fortovscafe. I vejkanten er en krage er ved at fortære en hel baguette. Den holder brødet fast med den ene fod, medens den ivrigt hakker sig igennem fra en ende af. Cafebordene udenfor er delt ind i båse adskilt af plastikvægge. Gennem flere lag af tyndt bulet plastik får jeg øje på en ældre kvinde i pels, som sidder med ryggen til mig med en flot bredskygget hat på hovedet.

Jeg kommer igen til at tænke på Moster E. Hun havde hele sit liv drømt om at komme til modens hovedstad Paris. Først da hun var over 70, kom hun afsted. Hun inviterede min søster med på en Spiesrejse og de havde en dejlig uge med vindueskigning i de store modehuse og besøg på konditorier og eksotiske kabareter.

Året efter inviterede hun mig med til London, men hun blev temmelig skuffet. Flere gange om dagen udbrød hun: “Åh jeg havde faktisk troet,  at London var lidt mere som Paris!”. Hun var chokeret over at folk ikke var særligt velklædte og hun udviklede forskellige teorier om, hvilke gader der var pæne gader og hvilke som ikke var.

Jeg forsøgte at lokke hende med på loppemarked, men netop den gade jeg udpegede, mente hun ikke var præsentabel. I stedet gik vi fuldstændigt planløst rundt, styret af hendes irrationelle fornemmelser for, hvilke steder der var passende.

Vi cirkulerede konstant i udkanten af steder med menneskelig aktivitet, hvilket blot bekræftede moster E. i at byen var tarvelig og kedelig. Da vi til sidst havde bevæget os ud af det område, som var indtegnet på turistkortet,  tog vi en taxa tilbage til hotellet.

Moster E. brugte aftenen på at støve hotelværelset af med et par bomuldsunderbukser og forklarede om og om igen, at hun vitterligt havde troet at London var lidt mere som Paris.

Onsdag d. 22 oktober 2020
Netop som min daglige spadseretur fører mig til rue des Rosiers begynder det at regne og jeg søger ly under en parasol ved en falaffelbutik. Jeg sprittet hænder, bestiller en falafel og spiser den med kniv og gaffel, medens jeg betragter hvordan vandet drypper fra parasollen, ned på kanten af cafebordet og langsomt nærmer sig min tallerken.

Da jeg kommer hjem smider jeg det fugtigt mundbind ud. Jeg vasker hænder, briller og ærmerne i min våde trenchcoat. Jeg hænger frakken til tørre over stangen ind til brusenichen med de sjaskvåde ærmer ud over kanten.  Det ser faktisk ud som om, at det er mig selv, der er blevet hængt til tørre.

Paris Onsdag d. 28 oktober 2020
Hele dagen er jeg bevidst om at den franske præsident samme aften vil tale om den forestående nedlukning. Jeg går rundt i gaderne og kigger på mennesker, som stresser rundt og hamstrer i butikkerne.

Om aftenen følger jeg med i den engelske blog på Le Mondes hjemmeside, som liverapporterer fra Macrons tale. Han taler længe og alvorligt, inden han konkluderer: totalt lockdown fra fredag. Maksimal udgang en time om dagen og kun en kilometer væk fra egen bopæl.

Jeg bliver i stresset og beslutter på stedet at bestille en fly hjem snarest muligt.
Inden jeg er færdig med bookingen er prisen steget til det dobbelte.

Torsdag d. 29 oktober 2020
Om aftenen sidder folk på cafeerne og drikker champagne for at sige farvel til hinanden, inden de skal hjem i deres egne familier. Hvis de altså har nogen. En hjemløs render fortvivlet rundt midt på kørebanen uden mundbind og med et skilt hvorpå han desperat beder om penge. Bilerne bremser og dytter.

Paris Fredag d. 30 oktober 2020
Jeg henter en formular i receptionen og udfylder den med receptionistens hjælp.

Formål med udgang: “At gå en tur”.  Tidspunkt: “11.25”.  Jeg har en time.
Der er få biler og næsten ingen fodgængere på gaden.
Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til og ender med at købe 3 postkort og en kage.

Deana, en ung tjekkisk kunstner jeg har lært at kende skriver og spørger, om jeg vil printe noget ud for hende. Hun har lavet et cirkelrundt kort som markerer en radius af 1 km fra vores bygning. Jeg fortæller hende om dengang, jeg selv gik i cirkler i en måned i Athen. Jeg tog en drink hver morgen og vendte glasset på hovedet på et bykort. Den cirkel som opstod blev min rute gennem byen. Jeg fik set alle slags kvarterer og parallelle virkeligheder.

Men nu er det alvor. Corona laver benspænd for os hurtigere, end jeg selv kan nå at planlægge en rute. Jeg beundrer Diana for at gå med på præmissen. Jeg vil bare gerne hjem.
Jeg ringer til udenrigsministeriet . Overraskende nok er jeg kun nummer to i køen. Alligevel tager det lang tid :

“You are number two in the queue…You are number two in the queue…You are number two in the queue”

Paris Lørdag d. 31 oktober 2020
Jeg går tur med Deanas kort i hånden. På vejen tænker jeg over, hvor synlige de hjemløse bliver, når gaderne er så tomme. Nu er der flere hjemløse end fodgængere. En ligger og sover med skoene på foran en eksklusiv skobutik, andre har pænt stablet deres ting sammen ved siden af hæveautomaterne, så de er klar til at tigge, hvis nogen går ud for at hæve penge.

Om natten hører jeg, hvordan en af de overnattende under mit vindue hoster meget længe. Det lyder som om han er syg. Jeg håber at nogen hjælper ham. Selvom jeg har det varmt, tør jeg ikke åbne vinduet. Jeg er bange for at smitten kan nå op til vinduet på første sal.

Paris Onsdag d. 4 november 2020
Jeg tager afsted i god tid til lufthavnen. Går rundt derude og kigger på vinduer i de lukkede butikker. En mannequin med et Hugo Boss jakkesæt har fået trukket en plastikpose ned over sig. Temmelig sjusket, ville Moster E. nok have ment. Da vi kommer op i flyet får vi besked på, at der ikke er servering og ingen toldfrie varer at bestille.

Jeg tænker på hvordan min moster i flyet på vej hjem fra London holdt et fnisende flypersonale beskæftiget ved at spørge efter de varet, hun havde bestilt ved afgang og alligevel ikke rigtigt kunne huske navnet på : “Jeg vil lige høre, hvornår jeg får mine toldfrie varer, Jeg bruger jo altid det mærke som hedder BIOTEX” “Jeg har fundet ud af at det er det brand som passer bedst til min hudtype…jeg håber at man kan regne med farven på læbestiften? For så passer den præcist til nogle sko som jeg har stående hjemme i entreen”

Kulturprogrammet Gniben, Radio Storbyen om “Gåprotokoller” Lokale og Nørrebros byrum maj 2021

Kulturprogrammet Gniben om “Gåprotokoller”


I løbet af weekenden for “Gåprotokoller” (8+9 maj 2021) kiggede Thomas Gniben fra Kulturprogrammet Gniben fra Radio Storbyen forbi og talte med kunstnerne og kuratoren om projektet. Medvirkende: Tina Mariane Krogh Madsen, Kristoffer Ørum, Tomas Skovgaard og Mette Kit Jensen. 


Foto: Malte Steiner

Se samlet dokumentation af Mette Kit Jensens bidrag
Ude Af Sig Selv


Jagten på publikum er gået ind til deltagerbaseret performance på Nørrebro 8-9 maj

I forbindelse med en kommende performance prøver jeg at radikalisere begrebet publikumsdeltagelse ved at ophæve grænsen mellem performer og publikum. Skriv til mig, hvis du vil høre mere, eller del gerne med nogen, som kunne være interesserede. På forhånd tak. mettekit@hotmail.com
http://www.performance-protocols.net/

http://performance-protocols.net/Copenhagen2021/Copenhagen.html

Uddrag af dagbog fra Paris. “Cité internationale des arts”


Søndag d. 4 oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går. Efter et halvt år med Coronarestriktioner og efterfølgende mange ugers hårdt arbejde i Danmark, føltes det helt uvirkeligt at befinde sig i et andet land.

Da jeg vågnede i morges, havde jeg brug for en lille pause, før jeg var klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lod derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg døsigt gjorde mig i stand og drak morgenkaffe. Først ved 11 tiden trak jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader en forestilling begynde på et teater.

Bag kastanietræerne på Rue de l’Hôtel de Ville kunne jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie. På den modsatte side af gaden, var der små boder med postkort og souvenirs og foran mit vindue på fortovet gik folk forbi med ansigtsmasker i alle farver.

Jeg nåede lige at tænke, at selvfølgelig kunne man få mundbind der matchede personlig stil og preferencer i Paris, da jeg fik øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som pludselig åbnede en stor firkantet betonrist i det asfalterede fortov mellem træerne, foran den bygning jeg befandt mig i.

Lynhurtigt firede den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj bundet fast i en kraftig snor ned i det hulrum under jorden, som var skjult for mit blik. Snoren blev fæstnet til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd behændigt lukkede dækslet. De tre mænd forsvandt ned af gaden, ud af min blikvinkel. Få sekunder senere løb to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko den modsatte vej hen over betondækslet, som om episoden aldrig havde fundet sted.

Mandag d. 12 oktober
Da jeg i formiddags spadserede forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse sover om natten på gamle madrasser og papstykker, slog det mig, at alle spor efter dem var udvisket. Fortovet under halvtaget var ryddet og vasket og lyset var tændt i den eksklusive møbelbutik, som sælger dyre senge og sofaer. Jeg spekulerede på, om alle de hjemløses ejendele nu var pakket ned under betondækslet i fortovet.

Da jeg lidt senere gik ned af Rue Vieille du Temple, sad en hjemløs under et træ med en lang fiskestang i hånden. Da jeg gik forbi strakte han armen så stangen nåede helt hen foran mit ansigt. For enden dinglede et papkrus. Jeg mærkede efter nede i lommen, fandt et par mønter og puttede dem op i kruset. Jeg indkasserede en lille dans med kruset og et muntert vink fra fyren under træet.

Torsdag 15 oktober
Jeg var på Musée Yves Saint Laurent i dag. Alle manequinerne forestillede den samme kvinde, nemlig Yves Saint Laurent’s bedste veninde, sparringspartner og muse, modellen Betty Catroux. Hun var klonet hele vejen gennem udstillingen ved hjælp af blonde parykker på voksdukker, der var iklædt alle variationer af designerens velkendte sorte jakkesæt.

I det bagerste rum i udstillingen kunne man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde, stofprøver og knapper. En kvindelig gæst tog billeder af sig selv i spejlvæggen – iført lange støvler, en sort bredskygget hat, et nøje arrangeret skødesløst stort uldsjal om halsen og en sort skuldertaske med en ekstra lang strop hængende fra skulderen.

Jeg blev trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde utroligt dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.

Hun blev uddannet som syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun i 60érne blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i halvtredserne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget.

Hun skulle tilpasse det dyre tøj til kunderne, så de gik tilfredse ud af forretningen. Da hun gik på efterløn, indrettede hun et skab i entreen i det sociale boligbyggeri hun boede i på Nørrebro, som systue. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af skabet, når noget skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen skulle interessere sig for meget for, hvad hun lavede. Hun fik besøg af tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om celebreties som Jannie spies og kongehuset.

Hun havde indrettet lejligheden efter tips fra kunderne og diverse lifestylemagasiner med Chesterfield sofaer, langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. Hun flyttede evigt rundt på interiøret og en gang havde hun betrukket en stor plade med beigefarvet stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv” med et stearinlys.

“Hvad skal jeg egentlig med en mand?, sagde hun. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde?, jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord. Alting står et bestemt sted, der ville jo ikke være plads til ham”

Tak til Statens Kunstfond og Cité Internationales des Arts Paris

A corona artist diary. march-may 2020

An artist diary initiated by Carsten Rabe, while waiting for opening up the exhibition “always together – mostly happy” in Århus and Hamburg.
Read my contribution: Distant Love

Participating artists:

Alisa Tsybina
Anna Grath
Anna Taina-Nielsen
Camilla Nørgaard
Carsten Rabe
Hartmut Stockter
Jenny Schäfer
Jens Axel Beck
Lars Worm
Maram Ava
Mette Juul
Mette Kit Jensen
Merlin Reichert
Michelle Eistrup
Simon Riemer
Søren Hüttel
Tilman Walther
Ulla Hvejsel

 

 

DISTANT LOVE – a diary about people and landscapes

Distant love 


Copenhagen April 2020
In an ironic state of affairs, Denmark closes all its borders due to the Corona epidemic, just as I am preparing my work for the exhibition on 100 years of cultural friendship between Germany and Denmark. 

My plan is to show a work which I made in 2003 in the city of Bleckede, northern Germany.

During my three-month stay at Kunstlerstätte Bleckede, I discovered that the river outside my window had once separated East and West Germany. 

I became curious about how it might have been to cross the river for the first time after the demolition of the border, and how the historical circumstances had affected people’s relationship with the landscape. This landscape, which to me was foreign and exotic, possessed a completely different drama for the villagers. For them, It represented simultaneously the feelings of fear and longing. 

Now I am walking around Copenhagen also longing for something. For the first time in my life, I am experiencing the limits of free movement in my own city. Due to asthma and bad bronchitis, I have been isolated for over a month, during Denmark’s shutdown.

I don’t go to shops and the closest I get to people is watching the supermarket delivery person when he or she carries the goods through the half-open door to the hallway. 

 I feel forgotten by the outside world and play WordFeud with strangers. I take long walks at Vester Cemetery, because there are very few people there. I walk around the tombs wearing the big round sunglasses I bought in Rome in February. I hold on to a melodramatic fantasy that passers-by think I’m a grieving widow. 

 For many years, wandering has been central to my artistic practice.

I gather inspiration for my work, by strolling around  the town and observing the world from the streets. A long time ago I discovered, that if you want to elicit new and random experiences in the city, you have to invent a structure that forces you out of ordinary routines. Improvisation requires an order which can be broken. 

Now the obstruction is suddenly dictated by an erratic virus, which causes one to be constantly aware of the movements of other people. 

During this time, everybody is a flâneur. We circle each other in the streets, parks and cemeteries of the capital, which suddenly seems far too cramped. I walk with a distance of 2 meters from people in my own neighborhood and look at them, as you  might look at people when in a foreign country. Sometimes I end up at the other end of town, because the circumstances and other people’s routes pushes me out there. 

We are a large organic mass who constantly and instinctively measure the space between us. Some go around in groups of two or more. There is no distance between them, so I suspect they are related to each other. It is me who has to move away on the pathway and sometimes jump out into the street – there is a hierarchy developing on the pavement. 

But I also start to see my own city with new eyes, I discover details and buildings that I have not noticed before. Maybe because the figures have drifted into the horizon, I become more aware of the landscape I loiter around in.

I begin to take an interest in the interior of the burial grounds in the cemetery, and think that they look like little private gardens. Many small and different hedges form boundaries between the graves. 

Copenhagen May 2020
Most of the country is still shut down while we celebrate the liberation of Denmark from World War II on May 4, with candles in the windows. It feels wrong to watch old movie clips on the television with happy people running around, hugging each other in the streets. 

I myself am totally exhausted from not being able to get close to anyone. I can’t really decide if it is the restriction or lack of structure which bothers me the most – or perhaps it’s that most of all,  I do not know when it all ends. 

Bleckede April 2019
16 years after my first visit, I take the train from Berlin to see Bleckede again. In the bus from Lüneburg station, I fall into conversation with a lady, who tells me that the artist’s residence has been closed and replaced by a beaver museum and an aquarium for rare fish from the Elbe. 

 The entire border area and the river has become a protected nature reserve and a popular destination for nature lovers. The many years of forced distance between humans, has formed the basis for a diversity of plants and animals living side by side. 

I walk around the village, have lunch at a cafe that I recognise from last time and pass the “Bleckede Zeitung” building with the blue and yellow signs. I walk down to the bird sanctuary, where my studio was 16 years ago, walk into the bird museum and buy a ticket for the new aquarium. There is a stand with leaflets that suggests various scenic excursion routes for cycling tourists. 

I locate my own studio apartment inside the building. Just inside my old residence, some big pale fish are swimming around in a huge pool in green lighting. In the neighbouring studio I catch a glimpse of the beaver museum. I continue out through the forest, across the dike and down to the river.

It is out of season, the small ferry inn is closed. So I stand for a while in windy weather on the small quay and wait for the ferry to arrive.

I sail over to the east. I am alone on the ferry and there are still distances between the farms on the other side. 

The woman on the bus had told me that people from the west still aren’t moving to the east, but that new people from abroad, who would like to live in the big old houses, have arrived. 

I walk around for a couple of hours in the almost deserted landscape. In the yard of one farm, stands a drove of donkeys, a few meters apart from each other, looking out me through the fence 

It is still very beautiful here. 

On the way back to the ferry, I pass a large sign with the text: 

On this location Germany and Europe were divided until November 26, 1986 at. 1.15 pm 

Bleckede January-April 2003
I live in the middle of a bird sanctuary on the outskirts of the small town, next to two German artists. They sit in their studios and work with full concentration all day. One is working on a series of non-figurative paintings for an art fair, the other is writing a film screenplay. I am restless and curious about what reality I have landed in. 

There is a river close to where we live, but it is frozen. I have to wait a few weeks in order to take the little blue ferry to the other side. While waiting, I walk around the city for days. I visit the cafe, bookstore and library, which is located on the ground floor of a public school. 

 I look at the houses and the people. Each day, I discover more and more details. I think about what life is like for the people of the village. Most of them have the curtains drawn in the windows all day, so you do not see how they live. 

 In the middle of the main street is a curtain shop with a box outside, filled with piles of gauzy curtain leftovers on offer. I recognise some of the patterns, from the windows I’ve passed. 

I discover a local archive. Here I find an older map of the area. One side of the river is missing. On the west side all the streets are accurately drawn – but on the east side, there is a large blank surface. It is here that it dawns on me, that the river has been a frontier. 

Not only had the village been divided in two – only very few people knew exactly what the other side looked like. On the east side was a 4 meter high border fence and armed border guards with dogs. If you jumped into the water from the west side for a swim,  and got too close to the opposite shore, you could hear warning shots,

For most of my time in the city, the river has over flowed its banks. 

I think a lot about how often it changes width and appearance. 

While waiting for the ice to melt on the river, I put an ad in the local newspaper. I am looking for people who were on the first ferry crossings after the border had fallen. 

I borrow a bicycle, that I will take with me on the deck over to the east side, as soon as the ferry sails again. 

I ring the bells of the big old houses. Most often it is older people who reluctantly open their doors. They listen just long enough to hear my explanation and get a piece of paper from my hand with my fax number. I think it comes at a price to live in an area, where your movements have been controlled for decades. 

I begin to hear stories of a previous artist at the residence, a woman who in the 80s was allowed to head east to look around – performer Lili Fischer from Hamburg. The only thing she brought back was dust in various shades. She had smuggled it into some slide frames. 

Meanwhile I am slowly beginning to make contact with people who want to talk to me about their experiences. 

A woman in her 30s from the east says, that when her mother took her on the first ferry to the foreign world on the other shore, 14 years ago, she was terrified. She felt a fierce and irrational anger against the border guards. Why didn’t they shoot at the boat? Her worldview was broken. The life she had lived so far, was worth nothing. 

I meet her a few days later and now she tells me that she has picked the box of work certificates and identity papers from the GDR time up in the attic, and has been looking through it all. She is now aware, that these things had meant a lot to her back then. 

A librarian at the village library tells me about the mood she was in when she first sailed out into the landscape in an easterly direction. In the midst of the feeling of unreality, it struck her that she now lived in the middle of Germany – and she is actually the type who prefers to sit in a discreet corner when, for example, she enters a cafe. 

Some people describe the episode as a dream they feared waking up from, others were afraid the border would close again, as soon as they reached the other side. 

Sir. M, an older man from the west side, has begun visiting me on a weekly basis. We drink coffee in my studio and he shows me some scrapbooks, with things he has collected on the east side, because as a scout driver he had a special permission to go over there. 

There are pressed plants on the front pages, but in the back of the book there are cigarette papers, napkins and other souvenirs, that he has secretly smuggled back. He had friends over there and was on  the very first ferry that sailed east on December 24th. “But,” he said proudly: “I was the only one dressed up as Santa Claus.” 

He tells me about the euphoria and about how it was to hug and hold strangers tight. 

He uses the phrase: “The tears flowed on both sides of the river”. 

Hamburg October 1995 
I arrive with my possessions in Hamburg. I am going to start at Hochschule für Bildende Künste in a few weeks, and I am very excited. A good friend has driven me down here from Copenhagen. We carry my moving boxes into the room I’ve rented, and head out to look at the city. It’s a normal weekday, but almost all of the shops are closed. 

We don’t understand  why the streets are empty, but I buy some water glasses for my new home in an open souvenir shop on the Reberbahn. As we come out onto the street, we bump into a middle-aged couple. We ask them why everything is closed.  

“It’s a day off,” they say, “The reunion day of the two German states.”  

“Oh congratulations!” I exclaim.  

They don’t answer. 

 

 

This text is written for the catalogue of the exhibition
“Always Together – Mostly Happy”
Århus/Hamburg August-September 2020

Loppemarked Leopoldplatz

Loppemarked Leopoldplatz

Loppemarkedet på Leopoldplatz var afspærret med rødstribet bånd med ordene “HALT POLIZEI” eller “TATORT”. Bag afspærringen blev sælgerne afhørt af uniformerede betjente. En række yngre politifolk stod som linievogtere og holdt nøje øje med, at hverken sælgerne inde fra pladsen eller de nysgerrige kunder udenfor kravlede over eller under afspærringen. 

En ung fyr med dreadlocks kom op af trappen nede fra Ubahnen. Han havde store metalblå høretelefoner på og bevægede sig muntert i takt til den musik han havde i ørene. Uden at ænse situationen, bøjede han overkroppen ned under det stribede bånd, rettede sig op igen og fortsatte ind på pladsen. Da han var nået et par meter ind på området, blev han stoppet af en betjent, som viftede med armene og med et vredt ansigt dirigerede ham tilbage til fortorvet. 

Mængden af folk på ydersiden af båndet voksede og folk diskuterede ivrigt, hvad der mon var på færde? De fleste mente, at det var skattekontrol, medens andre holdt på, at der måtte have været åbenlys kriminel aktivitet, fordi noget af båndet var afmærket med ordet “gerningssted”. Flere havde hentet kaffe eller sat sig på en af de små cafeer langs pladsen, hvorfra de observerede situationen.

Jeg gik hen i det modsatte hjørne af pladsen og råbte til to betjente inde på området, om markedet mon ville åbne igen senere? “Det skal de ikke regne med !” råbte den ene tilbage. “Men hvad sker der egentlig?”, spurgte jeg. De svarede ikke, men vendte sig om og fortsatte deres patruljering mellem boderne. Jeg gik tilbage til den modsatte ende af pladsen. En sælger havde dristet sig hen til afspærringen og oplyste det undrende publikum om, at der havde været et knivstikkeri om morgenen. Politiet havde fået fat på een person, men mente at der stadig befandt sig en gerningsmand inde på området, derfor var de nu i gang med systematisk  at afhøre alle stadeholderne. 

Jeg besluttede mig for at forlade området og gik hen på en pakistansk cafe i nærheden og spiste frokost. Jeg blev siddende i lang tid ved et bord ude på gaden og kiggede på folk i solskinnet, hvorefter jeg begav mig tilbage til Ubahn stationen for at tage et tog hjem. Da jeg igen passerede loppemarkedet, var afspærringen der stadig. Endnu flere mennesker havde taget opstilling ude omkring gerningsstedet og politiet holdt ikke længere sælgerne samlet i midten af området, men stod stadig og talte med folk i mindre grupper inde ved markedsboderne. 

En sælger holdt en lampeskærm og en vase hen over det stribede bånd, medens han råbte en god pris ud til forsamlingen på fortorvet. Et andet sted pegede en ældre kvinde på en lila bluse, som lå i en bunke tøj på et bord lidt længere inde. Sælgerne løb i fast rutefart med varer fra boderne og ud til båndet, hvor de højlydt diskuterede priser med de ivrige kunder. 

Jeg fortsatte ned i Ubahnen.

Klummer Kunsten.nu

17.12.2018
Cameroun – Alt er performance

24.09.2018

Mind the gap

27.08.2018
Europa, verden, universet

25.06.2018

Hvordan får man ligestilling på kunstscenen

28.05.2018

Kunstneren møder sit publikum
– om vigtigheden af den kunstneriske samtale

30.04.2018

Er du så færdig?

27.03.2018

Konservering af øjeblikket

26.02.2018

Korrespondance med landskabet
– er der nogen, som lytter til protester ved offentlige høringer?

29.01.2018

Som at lave mad i andre folks køkken
– om kunstneriske processer i folkeskolen

The Challenge

The Challenge
Today I got a challenge from German artist Christiane Hütter.
She gave me a coin from Brazil: 1 Real.
She told me to keep trying to change it into something else
and keep changing the things I got.

At first I was waiting next to a garbage can in Copenhagen Central station. I had the idea that my only chance was to see if people wanted to get rid of some waste, which I could buy. But people were to busy they didn’t even notice me. Then I tried in a shoe shop, asking if I could get a shoebox or something. But they almost got scared and told me that they were not allowed to change money. 

But then I changed the coin into a beautiful Italien lemon in a restaurant.
Then I changed the lemon into a can of purple spray paint.
The spray got changed into two packets of luxury cigarette papers.
I keep the papers in my purse.
I want to continue changing some other day.

Omonia

Omonia, 13.04.2017
Finest Greek Aperitif Digestive

Tsipouro, honey and herbs
25% alcohol

I wander around a street with no visible name. There are some stalls selling decorated Easter eggs made of porcelain and plastic. All the shops except an instrument shop on the corner are closed for Easter. Its window is full of acoustic guitars in different shades of light brown. A bald guy with a goatee has taken one of them down and stands playing it in the window as if he were on stage. He leans his head back and closes his eyes, surrendering to the music in front of the big imaginary audience on the street.

I sit at an outdoor café and order an orange juice. Jazzy pop music comes out of the open door, and the atmosphere reminds me of Berlin. An Asian street vendor comes up and shows me a 5 cm gadget that can magically thread a needle. I can get it cheap, he insists: “Special price, 5 €”. In the end I go into the café and pay to get away from him and his gadget.

I continue through the quiet streets. It’s a public holiday. The shop shutters are down and people sit chatting at outdoor cafés. The streets are paved and have large pots with trees in the middle. I reach a building that looks like a squat. There are several banners in Greek and two in English, one asking people not to take photographs without permission, and another with the words “Long live revolutionary struggle”.

I pass a beautiful, old building elegantly draped in a transparent, blue tarpaulin and arrive at a square with a small, unkempt, home-grown park. There are lots of hand-painted banners hanging here. A group of young people are sitting under the largest banner. I ask them in English what the signs are about. But they don’t know. They’re on holiday from Spain and are sitting here because they think the banners are pretty to look at.

I carry on and suddenly discover that I’m lost. I stop at a poster with pictures of a black cat photographed from different angles. It’s apparently lost too. By asking around I finally manage to find the main street Akademia.

I continue in the direction of Omonia Square. Almost there, I see that one of the many street vendors is selling plastic passports in different colours. The last in the row is green and has the words “ALIEN´S CARD” printed in gold letters on the front.

Metaxourgio

Metaxourgio, 10.04.2017
Corfu Spirit

Kumquat liqueur
15% alcohol

In the middle of noisy Metaxourgio Square with its cafés and hotels a stout, old lady with gold spectacles and shocking pink lipstick is lying on her back on a mattress on the pavement. Her personal belongings are neatly packed in plastic bags around her. She has undone the top button on her blouse so her cleavage shows above the quilt covering the rest of her body.

I turn down a narrow street, the name of which is totally erased, and enter an area of empty shops. Flimsy curtains hang in front of the windows. I walk on and discover homeless people lying in cardboard boxes alongside the buildings. One of them is lying on his back on the bare pavement. His legs are bent skywards and his arms are stretched out to the sides in an open, almost meditative pose.

Around the next corner I suddenly find myself in an area with lots of activity. Everyone is carrying, pushing or driving things around on pallet trucks. There are Asian wholesale stores selling suitcases, bags, groceries, and kitchen utensils. I pass through the area without speaking to anyone, and no one seems to notice me being there.

I enter a slightly nicer neighbourhood. A car with a trailer full of potted trees and bushes comes around the corner. It looks like a floating garden. Plants are peddled via the metallic loudspeakers bellowing into the street. Some of the trees are trimmed in winding spirals – like strange plants from another planet. 

I go around the back of Keramikos and look at roses and ruins through the fence. I continue through the noise on Pireos Street and up through an industrial area of auto repair shops, nightclubs and scrap dealers. One of the walls is so damp that mould is growing up it in patterns.

The last bit of the way I follow a narrow road under the motorway and run into a lot of men and a few women sorting cardboard, bottles and metal into shopping trolleys. One man has built a neat little house out of cardboard boxes for his dog. He’s even made a small, cardboard doormat. Now he’s sitting on the ground next to the homemade kennel drowsing against a wall.

Translated by Jane Rowley

Athens

Circling the City

ATHENS
During Documenta 14 (Learning from Athens) I spent a month in Athens.

While there, I embarked on a series of strolls through the city.
In an attempt to break the mapped-out tourist routes through the Greek capital my strategy was as follows:
I chose a drink.
After emptying my glass, I tuned it upside down on a map of Athens.
The ring the glass made on the map then became my route through the city.
These ‘Tipsy Walks’ took me through many different neighbourhoods and parallel realities.
Mette Kit Jensen

www.mettekitjensen.dk

Preparing myself for walking the streets of Athens.
Tomorrow I´ll take a drink and turn the glass upside down on a street map.
The circle which appear will function as a my route through the city.