Rom

ROM.

Jeg flanerede ned ad Via del Corso. Kiggede rundt på de elegant klædte mænd og kvinder. Det var tydeligt at se hvem der var lokale og hvem der var turister selvom de fleste af os gjorde os umage. Der var amatørerne og så var der de rigtig professionelle, romerne. Intet under at der tidligere havde været indføjet i ægtepagter hvor mange gange om ugen manden havde pligt til at køre frem og tilbage på Corsoen i karet og vise konen frem i hendes fineste tøj. 

De mange modebutikker lokkede og jeg blev suget ind af en glasdør hvor der lå en stabel bluser i årets petroliumsblå farve. Ekspedienten holdt en af dem op. Der var en lille sløjfe på og den så ud som om den var syet til en dukke: ”Fleksible size, Signora” , ”One size, fits all, it is stretch!”, sagde han og hev ud i den. Jeg smilede høfligt forlod butikken og fortsatte ned af gaden. Mit mål var at besøge Pasquino, den talende statue på Piazza Pasquino. Statuen havde fået navn efter en rapkæftet skrædder og havde tidligere stået foran et mondæn modehus et andet sted i kvarteret inden den blev flyttet til sin nuværende plads. Legenden om statuen er at den taler, kritiserer byens velhavere, politikere og paven. Tidligere var der dødsstraf for at lytte til den. Den virkelige historie bag er at folk lagde sedler med politiske protester i munden på den. 

Jeg daskede videre ned ad gågaden opslugt af uendelige spejlinger af sko, tasker og kjoler, et scenario som dog blev brudt hver gang jeg kom til et gadehjørne. Her holdt der politibiler fyldt med bevæbnede mænd, et brutalt sceneri som stod i skarp kontrast til de opstadsede folk på lørdagsindkøb. Hist og her så man dog grupper på 5-6 unge mennesker med sammenrullede røde faner som ventede på bussen. Om eftermiddagen skulle der være protester mod finansverdenens grådighed og social ulighed. Arrangørerne var den internationale protestgruppe ”Indignati”, ”De Indignerede” .

Jeg drejede af og nærmede mig stedet hvor jeg havde fået fortalt at Pasquino stod på hjørnet til det romerske bymuseum. Han var temmelig ramponeret, knap genkendelig som figur og han holdt et falleret fragment af en torso i sine arme. Munden og øjnene lignede noget som nogen havde forsøgt at skrabe ud med en ske. Ansigtstrækkene var fuldstændig udviskede efter adskillige og voldsomme forsøg på at stoppe hans ytringer. Jeg stod og kiggede på hans opløste ansigt i lang tid. Jeg sagde ingenting og det gjorde han heller ikke.

Senere på dagen var der sort røg over byen. Demonstranter havde sat ild til forsvarsministeriet og adskillige modebutikker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *