Deltagere i samtalen
Gunilla Staalbrand, Tina Porsbak, Anne-Mette Gudmundsen og Mette kit Jensen
Installationen og arkivet var en levende organisme som deltagerne udviklede og som blev holdt i gang af værterne i skovhuset. Disse performede som arkivarer og uddelte arkivkort til interesserede besøgende, der ville dele deres naturerfaringer fra lokalområdet. Bagsiden af kortene gav mulighed for at laminere pressede eller flade objekter. Arkivet henvendte sig til alle, både lokale brugere af skovens rekreative arealer og et kunstpublikum på opdagelse i omgivelserne og blev ligeledes brugt i forbindelse med workshops for børn.
Mette:
I har både skulle være performere og overtale folk, jeg vil gerne høre lidt om, hvordan det har fungeret i dagligdagen og hvordan det har været for jer at være med. Jeg har lavet nogle lapper papir med nogle spørgsmål, som jeg gerne vil tale med jer om.
Hvad synes du om den her type kunst?
Tina:
Jeg synes at kunst som inddrager publikum gør værkerne levende. Det appelerer til flere end det kunst, som du bare må se på. Man bliver involveret fysisk og med at komme med ideer. Smags, lugte, dufte… øvelserne som vi lavede med børnene. De vil huske det bagefter. Nogen vil huske det for de bær de ikke kunne lide, andre er optaget af at lege i skoven og nogen tager det meget seriøst og kommer med eksempler på leg og til hvad man kan bruge naturen til. Der er mange niveauer. Både de helt små og de meget voksne kan være med. Det kræver ikke nogen større akademisk uddannelse at forstå det. Det kræver bare et åbent sind.
Gunilla:
Det er enormt spændende med alt det moderne kunst, som er her i huset og som jeg ikke rigtig har forstand på. Men jeg begynder langsomt at få en forståelse og der er dit værk et af dem jeg har været inddraget i. Jeg tænker tit på de interaktioner vi har. Der er ligesom nogle overlapninger: Naturen, dig kunstneren, os som står bag skranken og dem som kommer på besøg. Vi kommer ligesom ind over hinanden på en enormt sjov måde.
Er der nogen af besvarelserne fra arkivet som har inspireret dig?
Gunilla:
Ja nogen af dem. Især dem som var lidt poetiske, har jeg været inspireret af på den måde, at jeg har kunne genkende måden at føle skoven på. Jeg har jo også selv været ude og opleve værket og naturen for at skrive noget. Måske er jeg blevet lidt farvet af noget af det, som jeg har læst. Det vil jeg ikke afvise. Måske er jeg selv blevet lidt mere poetisk.
Hvordan har det været at skulle spørge folk om de ville være med?
Gunilla:
Det har været enormt spændende. I starten spurgte jeg bare folk, men så fandt jeg ud af, at der er måder at spørge på. Jeg fandt ud af at registrere hvordan folk ligesom er. Man kan ikke spørge alle på den samme måde. Der er nogen som straks vil være med JA! og så er der andre som ligesom trækker sig og blive fjerne i blikket, når man begynder at spørge, om de vil være med. Så plejer jeg at sige, at når de kommer op ovenpå, så kan de kigge på værket og overveje om de har lyst. De kan sætte sig ved bordet og kigge på de andres arkivkort. Jeg tror at nogen besluttede sig for at være med, da de sad deroppe og faldt til ro i situationen – så ville de gerne være med. Det var meget noget med at have fingerspitzengefühl overfor de forskellige mennesker. Danskere har noget med at sige at “det kan godt være” selvom de slet ikke har lyst. Så det er noget med at fornemme hvad de i virkeligheden har lyst til. Nogen siger ja, men lader være med at udfylde. De lader bare kortet ligge.
Mette:
De har måske følt at de ikke kunne sige nej?
Gunilla:
Ja. Så det har været meget forskelligt, men også meget spændende at opleve.
Mette:
Det lyder som om at det har været spændende at opleve sig selv i det?
Gunilla:
Ja! Hvordan fornemmer man sig ind på folk, når man spørg om de vil være med i et værk. Om det er nogen man kan presse lidt eller rigtig meget og så dem som straks siger Yahhh! Interessant at opleve hvordan man spørger.
Anne-Mette:
Jeg tror også at det kommer meget an på hvad folk har af forventninger når de kommer. Hvis man ikke har en forventning om, at man skal deltage i noget, men bare kommer for at kigge lidt, så er man ikke rigtig tunet ind på det, vel? Jeg tror at man skal være meget tilbageholdende med at presse folk. Det har nok mest været nogen af de yngre som ville være med på det. Hvis der kom en gruppe sammen. Det kan nemt føles lidt som et overgreb, hvis man kommer med nogle helt andre ideer.
Tina:
Måske skal man lære lige at lade folk komme ind og se udstillingen og så spørge dem inden de går. Tit er der jo god tid, så en eller to af værterne kunne gå op og spørge dem, når de har været her i lidt tid.
Mette:
Ja, jeg har jo lavet masser af sådan nogle projekter, hvor jeg står på gaden og taler med folk og vi har også allesammen oplevet sådan nogen, som stopper en på gaden og vil have en til at støtte et eller andet. Der ved man godt hvordan man selv reagerer, når nogen er påtrængende. Så tænker jeg altid, at man ihverfald ikke skal være ligesom dem. Man skal ikke være alt for kæk op i hovedet på folk. Selvom der er meget “fysik” i det her værk så er størstedelen jo den der interaktion der er. Det menneskelige møde og udvekslingen mellem ideer i arkivet. Det jeg har prøvet er, at stille et spørgsmål som er så enkelt at alle kan forholde sig til det, så alle de her stemmer kan komme i spil. I har jo så været en kæmpe stemme i det.
Anne Mette:
Jeg tror at der har været lidt mange elementer i det: De skulle have et stempel og et lille kort. Det var ikke altid jeg huskede det hele. Det var lidt mange ting.
Mette:
Det kan jeg godt sætte mig ind i.
Tina:
Det havde været nok bare med skemaet.
Anne-Mette:
Ja, men børnene synes jo feks at det vær skægt at få det kort. Men der har været lidt meget vi skulle tage os af.
Mette:
Det gør jo heller ikke noget, hvis det ikke har været brugt på samme måde hver gang.
Tina:
Nej det vigtigste for værket er vel at du får outputtet?
Mette:
Ja, hvis folk har lyst. At der har været en lille tanke omkring naturen.
Hvordan har publikum reageret på at deltage?
Anne-Mette:
Jeg kan huske nogle unge piger som var færdige med eksamen. De havde hentet pizzaer og så sad de herude og udfyldte. De sad derude i solen og drak et glas rødvin og skrev. De fik lov til at sidde der efter lukketid. De synes at det var rigtigt sjovt.
Gunilla:
Jeg husker også en nordmand. Han var helt vild med det. Han satte sig nede ved bordet i skoven og udfyldte det. Han blev enormt glad for at få kortet med stempel på. Han var virkelig begejstret. Man husker dem som skiller sig lidt ud.
Tina:
Børnene som har lavet workshops har jo vidst at de skulle være her i to timer. De har været glade. Der har selvfølgelig også været urolige klasser, hvor de begyndte at kaste med æggeurene!
Mette:
Åh for pokker. Det må man ikke ha ha.
Tina:
Nej, det er ikke lutter idyl det hele!
Mette:
Jeg synes at det var så fantastisk, da I hjalp mig. I meldte jer jo selv til at hjælpe med børnene!
Jeg har selvfølgelig lavet nogle projekter med børn, men jeg kunne jo bare se hvor meget styr I havde på det. I fandt på at de skulle sidde på gulvet.
Anne-Mette:
Det plejer vi altid at gøre.
Mette:
Den tanke havde jeg jo slet ikke fået selv. Der var så meget styr på det. Det var så fedt! Også at vi var voksne nok. Det er virkelig sjældent. Super luksus!
Anne-Mette:
Det fungerede enormt godt som workshop for børn. Virkelig!
Også de store. De ville gerne læse op for hinanden hvad de havde skrevet. Det betød noget for dem.
Har der været noget du ikke har brudt dig om?
Gunilla:
Jeg har nok ikke husket at gøre så meget opmærksom på tørklæderne. Det blev lidt meget.
Jeg har selv haft tørklædet på nogen gange, hvis jeg kom i tanke om det, men ellers har jeg bare håbet, at de selv opdagede muligheden.
Anne-Mette:
Men det kan jo godt være svært for folk. De er opdraget til at man ikke må røre ved noget og når de så kommer derop…hm hvad må jeg egentlig? Derfor bliver man faktisk nødt til, at sige til folk hvad de må.
Mette:
Ja, og det er jo faktisk noget man skal tænke rigtig meget over. Hvis værket feks havde stået hernede i stuen, så havde det nok været nemmere at formidle. Men der var så nogle andre hensyn, som gjorde at det ikke blev sådan.
Tina:
En anden ting er at stokken drager børn. Så ligesom når de kaster med æggene, så kan drengene godt finde på at slås med dem. Men hvis de havde været lavet mere solidt, så havde de bedre kunne holde til at man legede med dem.
Mette:
Sidste år da jeg kom med stokkene var jeg virkelig nervøs “Tænk hvis en eller anden ældre person skvatter og brækker benet, fordi jeg ikke har lavet stokkene mere robuste”.
Tina:
Jeg har holdt igen med at børnene fik lov til at lege med dem, fordi jeg har vurderet at de ikke kunne holde til det.
Og fordi der ikke var nok til en hel skoleklasse. Så jeg har bare fortalt om hvorfor de har indgået i værket.
Mette:
Jeg tænker at hvis man får at vide at det er et kunstværk og ikke en rigtig stok, så forholder man sig anderledes.
Anne-Mette:
Jeg fik børnene til at vælge en, som jeg så holdt hele vejen. Den hviskede så til mig, hvad vi skulle gøre derude.
Ungerne synes at det var sjovt.
Mette:
Lyder fantastisk!
Det var også en af de ting jeg har tænkt på: Gud ved om I bare gør hvad der bliver sagt, eller om I improviserer.
Har du fået nogle nye ideer undervejs. Om kunst. Om naturen?
Anne-Mette:
Det er sjovt at opleve værkerne her i skovhuset og så kigge ud i verden. Man får jo øje på at mange kunstværker handler om naturen. Og litteraturen handler om naturen. Man får øjnene op for det.
Mette:
Det er vel også det kunsten kan! Der er mit værk jo fuldstændig på amatørplan. Jeg udtaler mig slet ikke om naturen. Det overlader jeg til folk. Hvor feks. Honey Biba Beckerlee har lavet et videnskabeligt studie. Det er hendes tilgang. Jeg går og taler med mennesker. Det er min ting.
Tina:
Det er mere antropologisk.
Mette:
Men det kan jo være at noget af det mere videnskabelige fra de andre værker siver over i mit værk. Fordi man tænker over noget man lige har set.
Gunilla:
Jeg har lagt mærke til hvor mange ideer kunstnere har. Det der med at folk i det værk skal gå ud og lægge mærke til hvad de oplever. Det er en skide god ide. Der kommer et spørgsmål omkring, hvordan du oplever ting. Det gør jo al man lige træder et skridt tilbage og tænker: Nu må jeg hellere lige lægge mærke til hvordan det er at være lige her. Skide god ide!
Mette:
Tak! Det er vel sådan man arbejder som kunstner. Man beslutter sig for: Nu gør jeg sådan her! Det kan alle i princippet gøre. Forskellen er bare at vi bliver ved. Ligegyldigt hvor skørt andre synes at det er, så bliver vi ved i årevis.
Gunilla:
Ja, men der sker også noget når man gør det!
Hvad har du synes at din rolle har været i værket?
Gunilla:
Det har jo mest været at formidle ud, at der har været den her mulighed for at deltage og de praktiske ting med at laminere. Nu har jeg været rigtig meget i Skovhuset og er begyndt at føle mig som en del af skovhuset og de værker som kræver inddragelse feks Skye´s værk. Jeg har enormt meget lyst til at være med. Jeg har også skrevet to arkivark.
Anne-Mette:
Nogen af os har været med til at emneinddele. Det var sjovt!
Mette:
Ja, der var mange gode diskussioner om kategorier.
Anne Mette:
Hvad sker der nu med dit værk? Skal det videre ud i verden?
Mette:
Jeg har talt med Lene om at kasserne bliver her. De er lavet hertil. Resten kommer på mit lager. Stokkene kan jeg godt rejse rundt med. De kan indgå i forskellige værker eller workshops. Men man kan jo spørge sig selv hvad for en slags værk det her er: fysisk, filosofisk menneskeligt eller socialt? Der er samtidig nogle lavpraktisk spørgsmål om lagerplads. Hvor skal tingene hen bagefter?
Tina:
Men har du ikke selv en interesse i at bevare outputtet? Scanne kortene og lægge dem på et usb stik.
Mette:
Jo. Jeg har lige affotograferet alle kortene.
Jeg tænker at jeg deler oplevelsen med skovhuset. Jeg ved jo at arkivet er her.
Jeg har dokumenteret alt. I kan se det på min hjemmeside.
Jeg vil også lægge det her interview ind på hjemmesiden. Det startede med, at jeg stod her en aften og snakkede med dig Gunilla og tænkte, at det var spændende at høre hvad I tænkte. Samme aften så jeg nogen voksne, som stod og legede skyggespil med stokkene. Jeg synes at det var fedt, at der skete noget andet end det som var planlagt. Det er noget som jeg er mere og mere optaget af. At man ikke behøver at være så rigid. Jeg skal lave en udstilling i Hamburg, hvor jeg vil tage nogen erfaringer med herfra. At publikum kan blive involveret i alt muligt og udstillingen pludselig kan tage en anden retning.
Jeg er blevet meget inspireret af det her forløb – hvordan kan man lave et værk som ikke nødvendigvis er helt planlagt.
Anne-Mette:
Det havde været sjovt hvis du nogen gange selv havde siddet i værket og havde været formidleren. Folk synes også at det er sjovt at møde kunstneren. Det har vi nogen gange snakket om, når vi har haft vagt sammen.
Tina:
En kunstcafe?
Mette:
Ja, eller bare uden at det var planlagt. Så var det bare mig som var her. I stedet for en af jer.
Anne_Mette:
Hvis du sad i kontoret, så det levede.
Mette:
Det var en rigtig god reflektion. Den tager jeg med mig.
Tusind tak for hjælpen!
Tak til
Gunilla Staalbrand, Tina Porsbak, Anne-Mette Gudmundsen, Mads Thorning Pedersen og alle de andre værter
Tak til
Lene Crone Jensen og Lars Grambye for invitationen til værket og tak til Statens Kunstfond for støtte.
