Loppemarked Leopoldplatz

Loppemarked Leopoldplatz

Loppemarkedet på Leopoldplatz var afspærret med rødstribet bånd med ordene “HALT POLIZEI” eller “TATORT”. Bag afspærringen blev sælgerne afhørt af uniformerede betjente. En række yngre politifolk stod som linievogtere og holdt nøje øje med, at hverken sælgerne inde fra pladsen eller de nysgerrige kunder udenfor kravlede over eller under afspærringen. 

En ung fyr med dreadlocks kom op af trappen nede fra Ubahnen. Han havde store metalblå høretelefoner på og bevægede sig muntert i takt til den musik han havde i ørene. Uden at ænse situationen, bøjede han overkroppen ned under det stribede bånd, rettede sig op igen og fortsatte ind på pladsen. Da han var nået et par meter ind på området, blev han stoppet af en betjent, som viftede med armene og med et vredt ansigt dirigerede ham tilbage til fortorvet. 

Mængden af folk på ydersiden af båndet voksede og folk diskuterede ivrigt, hvad der mon var på færde? De fleste mente, at det var skattekontrol, medens andre holdt på, at der måtte have været åbenlys kriminel aktivitet, fordi noget af båndet var afmærket med ordet “gerningssted”. Flere havde hentet kaffe eller sat sig på en af de små cafeer langs pladsen, hvorfra de observerede situationen.

Jeg gik hen i det modsatte hjørne af pladsen og råbte til to betjente inde på området, om markedet mon ville åbne igen senere? “Det skal de ikke regne med !” råbte den ene tilbage. “Men hvad sker der egentlig?”, spurgte jeg. De svarede ikke, men vendte sig om og fortsatte deres patruljering mellem boderne. Jeg gik tilbage til den modsatte ende af pladsen. En sælger havde dristet sig hen til afspærringen og oplyste det undrende publikum om, at der havde været et knivstikkeri om morgenen. Politiet havde fået fat på een person, men mente at der stadig befandt sig en gerningsmand inde på området, derfor var de nu i gang med systematisk  at afhøre alle stadeholderne. 

Jeg besluttede mig for at forlade området og gik hen på en pakistansk cafe i nærheden og spiste frokost. Jeg blev siddende i lang tid ved et bord ude på gaden og kiggede på folk i solskinnet, hvorefter jeg begav mig tilbage til Ubahn stationen for at tage et tog hjem. Da jeg igen passerede loppemarkedet, var afspærringen der stadig. Endnu flere mennesker havde taget opstilling ude omkring gerningsstedet og politiet holdt ikke længere sælgerne samlet i midten af området, men stod stadig og talte med folk i mindre grupper inde ved markedsboderne. 

En sælger holdt en lampeskærm og en vase hen over det stribede bånd, medens han råbte en god pris ud til forsamlingen på fortorvet. Et andet sted pegede en ældre kvinde på en lila bluse, som lå i en bunke tøj på et bord lidt længere inde. Sælgerne løb i fast rutefart med varer fra boderne og ud til båndet, hvor de højlydt diskuterede priser med de ivrige kunder. 

Jeg fortsatte ned i Ubahnen.

Klummer Kunsten.nu

17.12.2018
Cameroun – Alt er performance

24.09.2018

Mind the gap

27.08.2018
Europa, verden, universet

25.06.2018

Hvordan får man ligestilling på kunstscenen

28.05.2018

Kunstneren møder sit publikum
– om vigtigheden af den kunstneriske samtale

30.04.2018

Er du så færdig?

27.03.2018

Konservering af øjeblikket

26.02.2018

Korrespondance med landskabet
– er der nogen, som lytter til protester ved offentlige høringer?

29.01.2018

Som at lave mad i andre folks køkken
– om kunstneriske processer i folkeskolen

The Challenge

The Challenge
Today I got a challenge from German artist Christiane Hütter.
She gave me a coin from Brazil: 1 Real.
She told me to keep trying to change it into something else
and keep changing the things I got.

At first I was waiting next to a garbage can in Copenhagen Central station. I had the idea that my only chance was to see if people wanted to get rid of some waste, which I could buy. But people were to busy they didn’t even notice me. Then I tried in a shoe shop, asking if I could get a shoebox or something. But they almost got scared and told me that they were not allowed to change money. 

But then I changed the coin into a beautiful Italien lemon in a restaurant.
Then I changed the lemon into a can of purple spray paint.
The spray got changed into two packets of luxury cigarette papers.
I keep the papers in my purse.
I want to continue changing some other day.

 

Omonia

Omonia, 13.04.2017
Finest Greek Aperitif Digestive

Tsipouro, honey and herbs
25% alcohol

I wander around a street with no visible name. There are some stalls selling decorated Easter eggs made of porcelain and plastic. All the shops except an instrument shop on the corner are closed for Easter. Its window is full of acoustic guitars in different shades of light brown. A bald guy with a goatee has taken one of them down and stands playing it in the window as if he were on stage. He leans his head back and closes his eyes, surrendering to the music in front of the big imaginary audience on the street.

I sit at an outdoor café and order an orange juice. Jazzy pop music comes out of the open door, and the atmosphere reminds me of Berlin. An Asian street vendor comes up and shows me a 5 cm gadget that can magically thread a needle. I can get it cheap, he insists: “Special price, 5 €”. In the end I go into the café and pay to get away from him and his gadget.

I continue through the quiet streets. It’s a public holiday. The shop shutters are down and people sit chatting at outdoor cafés. The streets are paved and have large pots with trees in the middle. I reach a building that looks like a squat. There are several banners in Greek and two in English, one asking people not to take photographs without permission, and another with the words “Long live revolutionary struggle”.

I pass a beautiful, old building elegantly draped in a transparent, blue tarpaulin and arrive at a square with a small, unkempt, home-grown park. There are lots of hand-painted banners hanging here. A group of young people are sitting under the largest banner. I ask them in English what the signs are about. But they don’t know. They’re on holiday from Spain and are sitting here because they think the banners are pretty to look at.

I carry on and suddenly discover that I’m lost. I stop at a poster with pictures of a black cat photographed from different angles. It’s apparently lost too. By asking around I finally manage to find the main street Akademia.

I continue in the direction of Omonia Square. Almost there, I see that one of the many street vendors is selling plastic passports in different colours. The last in the row is green and has the words “ALIEN´S CARD” printed in gold letters on the front.

Metaxourgio

Metaxourgio, 10.04.2017
Corfu Spirit

Kumquat liqueur
15% alcohol

In the middle of noisy Metaxourgio Square with its cafés and hotels a stout, old lady with gold spectacles and shocking pink lipstick is lying on her back on a mattress on the pavement. Her personal belongings are neatly packed in plastic bags around her. She has undone the top button on her blouse so her cleavage shows above the quilt covering the rest of her body.

I turn down a narrow street, the name of which is totally erased, and enter an area of empty shops. Flimsy curtains hang in front of the windows. I walk on and discover homeless people lying in cardboard boxes alongside the buildings. One of them is lying on his back on the bare pavement. His legs are bent skywards and his arms are stretched out to the sides in an open, almost meditative pose.

Around the next corner I suddenly find myself in an area with lots of activity. Everyone is carrying, pushing or driving things around on pallet trucks. There are Asian wholesale stores selling suitcases, bags, groceries, and kitchen utensils. I pass through the area without speaking to anyone, and no one seems to notice me being there.

I enter a slightly nicer neighbourhood. A car with a trailer full of potted trees and bushes comes around the corner. It looks like a floating garden. Plants are peddled via the metallic loudspeakers bellowing into the street. Some of the trees are trimmed in winding spirals – like strange plants from another planet. 

I go around the back of Keramikos and look at roses and ruins through the fence. I continue through the noise on Pireos Street and up through an industrial area of auto repair shops, nightclubs and scrap dealers. One of the walls is so damp that mould is growing up it in patterns.

The last bit of the way I follow a narrow road under the motorway and run into a lot of men and a few women sorting cardboard, bottles and metal into shopping trolleys. One man has built a neat little house out of cardboard boxes for his dog. He’s even made a small, cardboard doormat. Now he’s sitting on the ground next to the homemade kennel drowsing against a wall.

Translated by Jane Rowley

Athens

Circling the City

ATHENS
During Documenta 14 (Learning from Athens) I spent a month in Athens.

While there, I embarked on a series of strolls through the city.
In an attempt to break the mapped-out tourist routes through the Greek capital my strategy was as follows:
I chose a drink.
After emptying my glass, I tuned it upside down on a map of Athens.
The ring the glass made on the map then became my route through the city.
These ‘Tipsy Walks’ took me through many different neighbourhoods and parallel realities.
Mette Kit Jensen

www.mettekitjensen.dk

Preparing myself for walking the streets of Athens.
Tomorrow I´ll take a drink and turn the glass upside down on a street map.
The circle which appear will function as a my route through the city.

Rom

ROM.

Jeg flanerede ned ad Via del Corso. Kiggede rundt på de elegant klædte mænd og kvinder. Det var tydeligt at se hvem der var lokale og hvem der var turister selvom de fleste af os gjorde os umage. Der var amatørerne og så var der de rigtig professionelle, romerne. Intet under at der tidligere havde været indføjet i ægtepagter hvor mange gange om ugen manden havde pligt til at køre frem og tilbage på Corsoen i karet og vise konen frem i hendes fineste tøj. 

De mange modebutikker lokkede og jeg blev suget ind af en glasdør hvor der lå en stabel bluser i årets petroliumsblå farve. Ekspedienten holdt en af dem op. Der var en lille sløjfe på og den så ud som om den var syet til en dukke: ”Fleksible size, Signora” , ”One size, fits all, it is stretch!”, sagde han og hev ud i den. Jeg smilede høfligt forlod butikken og fortsatte ned af gaden. Mit mål var at besøge Pasquino, den talende statue på Piazza Pasquino. Statuen havde fået navn efter en rapkæftet skrædder og havde tidligere stået foran et mondæn modehus et andet sted i kvarteret inden den blev flyttet til sin nuværende plads. Legenden om statuen er at den taler, kritiserer byens velhavere, politikere og paven. Tidligere var der dødsstraf for at lytte til den. Den virkelige historie bag er at folk lagde sedler med politiske protester i munden på den. 

Jeg daskede videre ned ad gågaden opslugt af uendelige spejlinger af sko, tasker og kjoler, et scenario som dog blev brudt hver gang jeg kom til et gadehjørne. Her holdt der politibiler fyldt med bevæbnede mænd, et brutalt sceneri som stod i skarp kontrast til de opstadsede folk på lørdagsindkøb. Hist og her så man dog grupper på 5-6 unge mennesker med sammenrullede røde faner som ventede på bussen. Om eftermiddagen skulle der være protester mod finansverdenens grådighed og social ulighed. Arrangørerne var den internationale protestgruppe ”Indignati”, ”De Indignerede” .

Jeg drejede af og nærmede mig stedet hvor jeg havde fået fortalt at Pasquino stod på hjørnet til det romerske bymuseum. Han var temmelig ramponeret, knap genkendelig som figur og han holdt et falleret fragment af en torso i sine arme. Munden og øjnene lignede noget som nogen havde forsøgt at skrabe ud med en ske. Ansigtstrækkene var fuldstændig udviskede efter adskillige og voldsomme forsøg på at stoppe hans ytringer. Jeg stod og kiggede på hans opløste ansigt i lang tid. Jeg sagde ingenting og det gjorde han heller ikke.

Senere på dagen var der sort røg over byen. Demonstranter havde sat ild til forsvarsministeriet og adskillige modebutikker.