Deltagere i samtalen 

Gunilla Staalbrand, Tina Porsbak, Anne-Mette Gudmundsen og Mette kit Jensen

Installationen og arkivet var en levende organisme som deltagerne udviklede og som blev holdt i gang af værterne i skovhuset. Disse performede som arkivarer og uddelte arkivkort til interesserede besøgende, der ville dele deres naturerfaringer fra lokalområdet. Bagsiden af kortene gav mulighed for at laminere pressede eller flade objekter. Arkivet henvendte sig til alle, både lokale brugere af skovens rekreative arealer og et kunstpublikum på opdagelse i omgivelserne og blev ligeledes brugt i forbindelse med workshops for børn. 

Mette:
I har både skulle være performere og overtale folk, jeg vil gerne høre lidt om, hvordan det har fungeret i dagligdagen og hvordan det har været for jer at være med. Jeg har lavet nogle lapper papir med nogle spørgsmål, som jeg gerne vil tale med jer om.

Hvad synes du om den her type kunst?

Tina:
Jeg synes at kunst som inddrager publikum gør værkerne levende. Det appelerer til flere end det kunst, som du bare må se på. Man bliver involveret fysisk og med at komme med ideer. Smags, lugte, dufte… øvelserne som vi lavede med børnene. De vil huske det bagefter. Nogen vil huske det for de bær de ikke kunne lide, andre er optaget af at lege i skoven og nogen tager det meget seriøst og kommer med eksempler på leg og til hvad man kan bruge naturen til. Der er mange niveauer. Både de helt små og de meget voksne kan være med. Det kræver ikke nogen større akademisk uddannelse at forstå det. Det kræver bare et åbent sind.

Gunilla:
Det er enormt spændende med alt det moderne kunst, som er her i huset og som jeg ikke rigtig har forstand på. Men jeg begynder langsomt at få en forståelse og der er dit værk et af dem jeg har været inddraget i. Jeg tænker tit på de interaktioner vi har. Der er ligesom nogle overlapninger: Naturen, dig kunstneren, os som står bag skranken og dem som kommer på besøg. Vi kommer ligesom ind over hinanden på en enormt sjov måde.

Er der nogen af besvarelserne fra arkivet som har inspireret dig?

Gunilla:
Ja nogen af dem. Især dem som var lidt poetiske, har jeg været inspireret af på den måde, at jeg har kunne genkende måden at føle skoven på. Jeg har jo også selv været ude og opleve værket og naturen for at skrive noget. Måske er jeg blevet lidt farvet af noget af det, som jeg har læst. Det vil jeg ikke afvise. Måske er jeg selv blevet lidt mere poetisk.

Hvordan har det været at skulle spørge folk om de ville være med?

Gunilla:
Det har været enormt spændende. I starten spurgte jeg bare folk, men så fandt jeg ud af, at der er måder at spørge på. Jeg fandt ud af at registrere hvordan folk ligesom er. Man kan ikke spørge alle på den samme måde. Der er nogen som straks vil være med JA! og så er der andre som ligesom trækker sig og blive fjerne i blikket, når man begynder at spørge, om de vil være med. Så plejer jeg at sige, at når de kommer op ovenpå, så kan de kigge på værket og overveje om de har lyst. De kan sætte sig ved bordet og kigge på de andres arkivkort. Jeg tror at nogen besluttede sig for at være med, da de sad deroppe og faldt til ro i situationen – så ville de gerne være med. Det var meget noget med at have fingerspitzengefühl overfor de forskellige mennesker. Danskere har noget med at sige at “det kan godt være” selvom de slet ikke har lyst. Så det er noget med at fornemme hvad de i virkeligheden har lyst til. Nogen siger ja, men lader være med at udfylde. De lader bare kortet ligge.

Mette:
De har måske følt at de ikke kunne sige nej?

Gunilla:
Ja. Så det har været meget forskelligt, men også meget spændende at opleve.

Mette:
Det lyder som om at det har været spændende at opleve sig selv i det?

Gunilla:
Ja! Hvordan fornemmer man sig ind på folk, når man spørg om de vil være med i et værk. Om det er nogen man kan presse lidt eller rigtig meget og så dem som straks siger Yahhh! Interessant at opleve hvordan man spørger. 

Anne-Mette:
Jeg tror også at det kommer meget an på hvad folk har af forventninger når de kommer. Hvis man ikke har en forventning om, at man skal deltage i noget, men bare kommer for at kigge lidt, så er man ikke rigtig tunet ind på det, vel? Jeg tror at man skal være meget tilbageholdende med at presse folk. Det har nok mest været nogen af de yngre som ville være med på det. Hvis der kom en gruppe sammen. Det kan nemt føles lidt som et overgreb, hvis man kommer med nogle helt andre ideer.

Tina:
Måske skal man lære lige at lade folk komme ind og se udstillingen og så spørge dem inden de går. Tit er der jo god tid, så en eller to af værterne kunne gå op og spørge dem, når de har været her i lidt tid. 

Mette:
Ja, jeg har jo lavet masser af sådan nogle projekter, hvor jeg står på gaden og taler med folk og vi har også allesammen oplevet sådan nogen, som stopper en på gaden og vil have en til at støtte et eller andet. Der ved man godt hvordan man selv reagerer, når nogen er påtrængende. Så tænker jeg altid, at man ihverfald ikke skal være ligesom dem. Man skal ikke være alt for kæk op i hovedet på folk. Selvom der er meget “fysik” i det her værk så er størstedelen jo den der interaktion der er. Det menneskelige møde og udvekslingen mellem ideer i arkivet. Det jeg har prøvet er, at stille et spørgsmål som er så enkelt at alle kan forholde sig til det, så alle de her stemmer kan komme i spil. I har jo så været en kæmpe stemme i det. 

Anne Mette:
Jeg tror at der har været lidt mange elementer i det: De skulle have et stempel og et lille kort. Det var ikke altid jeg huskede det hele. Det var lidt mange ting. 

Mette:
Det kan jeg godt sætte mig ind i. 

Tina:
Det havde været nok bare med skemaet.

Anne-Mette:
Ja, men børnene synes jo feks at det vær skægt at få det kort. Men der har været lidt meget vi skulle tage os af.

Mette:
Det gør jo heller ikke noget, hvis det ikke har været brugt på samme måde hver gang.

Tina:
Nej det vigtigste for værket er vel at du får outputtet?

Mette:
Ja, hvis folk har lyst. At der har været en lille tanke omkring naturen. 

Hvordan har publikum reageret på at deltage?

Anne-Mette:
Jeg kan huske nogle unge piger som var færdige med eksamen. De havde hentet pizzaer og så sad de herude og udfyldte. De sad derude i solen og drak et glas rødvin og skrev. De fik lov til at sidde der efter lukketid. De synes at det var rigtigt sjovt. 

Gunilla:
Jeg husker også en nordmand. Han var helt vild med det. Han satte sig nede ved bordet i skoven og udfyldte det. Han blev enormt glad for at få kortet med stempel på. Han var virkelig begejstret. Man husker dem som skiller sig lidt ud. 

Tina:
Børnene som har lavet workshops har jo vidst at de skulle være her i to timer. De har været glade. Der har selvfølgelig også været urolige klasser, hvor de begyndte at kaste med æggeurene!

Mette:
Åh for pokker. Det må man ikke ha ha. 

Tina:
Nej, det er ikke lutter idyl det hele!

Mette:
Jeg synes at det var så fantastisk, da I hjalp mig. I meldte jer jo selv til at hjælpe med børnene!
Jeg har selvfølgelig lavet nogle projekter med børn, men jeg kunne jo bare se hvor meget styr I havde på det. I fandt på at de skulle sidde på gulvet. 

Anne-Mette:
Det plejer vi altid at gøre. 

Mette:
Den tanke havde jeg jo slet ikke fået selv. Der var så meget styr på det. Det var så fedt! Også at vi var voksne nok. Det er virkelig sjældent. Super luksus! 

Anne-Mette:
Det fungerede enormt godt som workshop for børn. Virkelig!
Også de store. De ville gerne læse op for hinanden hvad de havde skrevet. Det betød noget for dem.

Har der været noget du ikke har brudt dig om?

Gunilla:
Jeg har nok ikke husket at gøre så meget opmærksom på tørklæderne. Det blev lidt meget.
Jeg har selv haft tørklædet på nogen gange, hvis jeg kom i tanke om det, men ellers har jeg bare håbet, at de selv opdagede muligheden. 

Anne-Mette:
Men det kan jo godt være svært for folk. De er opdraget til at man ikke må røre ved noget og når de så kommer derop…hm hvad må jeg egentlig? Derfor bliver man faktisk nødt til, at sige til folk hvad de må.

Mette:
Ja, og det er jo faktisk noget man skal tænke rigtig meget over. Hvis værket feks havde stået hernede i stuen, så havde det nok været nemmere at formidle. Men der var så nogle andre hensyn, som gjorde at det ikke blev sådan.

Tina:
En anden ting er at stokken drager børn. Så ligesom når de kaster med æggene, så kan drengene godt finde på at slås med dem. Men hvis de havde været lavet mere solidt, så havde de bedre kunne holde til at man legede med dem. 

Mette:
Sidste år da jeg kom med stokkene var jeg virkelig nervøs “Tænk hvis en eller anden ældre person skvatter og brækker benet, fordi jeg ikke har lavet stokkene mere robuste”. 

Tina:
Jeg har holdt igen med at børnene fik lov til at lege med dem, fordi jeg har vurderet at de ikke kunne holde til det.
Og fordi der ikke var nok til en hel skoleklasse. Så jeg har bare fortalt om hvorfor de har indgået i værket.

Mette:
Jeg tænker at hvis man får at vide at det er et kunstværk og ikke en rigtig stok, så forholder man sig anderledes.

Anne-Mette:
Jeg fik børnene til at vælge en, som jeg så holdt hele vejen. Den hviskede så til mig, hvad vi skulle gøre derude.
Ungerne synes at det var sjovt.

Mette:
Lyder fantastisk!
Det var også en af de ting jeg har tænkt på: Gud ved om I bare gør hvad der bliver sagt, eller om I improviserer. 

Har du fået nogle nye ideer undervejs. Om kunst. Om naturen?

Anne-Mette:
Det er sjovt at opleve værkerne her i skovhuset og så kigge ud i verden. Man får jo øje på at mange kunstværker handler om naturen. Og litteraturen handler om naturen. Man får øjnene op for det. 

Mette:
Det er vel også det kunsten kan! Der er mit værk jo fuldstændig på amatørplan. Jeg udtaler mig slet ikke om naturen. Det overlader jeg til folk. Hvor feks. Honey Biba Beckerlee har lavet et videnskabeligt studie. Det er hendes tilgang. Jeg går og taler med mennesker. Det er min ting.

Tina:
Det er mere antropologisk.

Mette:
Men det kan jo være at noget af det mere videnskabelige fra de andre værker siver over i mit værk. Fordi man tænker over noget man lige har set.

Gunilla:
Jeg har lagt mærke til hvor mange ideer kunstnere har. Det der med at folk i det værk skal gå ud og lægge mærke til hvad de oplever. Det er en skide god ide. Der kommer et spørgsmål omkring, hvordan du oplever ting. Det gør jo al man lige træder et skridt tilbage og tænker: Nu må jeg hellere lige lægge mærke til hvordan det er at være lige her. Skide god ide!

Mette:
Tak! Det er vel sådan man arbejder som kunstner. Man beslutter sig for: Nu gør jeg sådan her! Det kan alle i princippet gøre. Forskellen er bare at vi bliver ved. Ligegyldigt hvor skørt andre synes at det er, så bliver vi ved i årevis.

Gunilla:
Ja, men der sker også noget når man gør det!

Hvad har du synes at din rolle har været i værket?

Gunilla:
Det har jo mest været at formidle ud, at der har været den her mulighed for at deltage og de praktiske ting med at laminere. Nu har jeg været rigtig meget i Skovhuset og er begyndt at føle mig som en del af skovhuset og de værker som kræver inddragelse feks Skye´s værk. Jeg har enormt meget lyst til at være med. Jeg har også skrevet to  arkivark. 

Anne-Mette:
Nogen af os har været med til at emneinddele. Det var sjovt! 

Mette:
Ja, der var mange gode diskussioner om kategorier.

Anne Mette:
Hvad sker der nu med dit værk? Skal det videre ud i verden?

Mette:
Jeg har talt med Lene om at kasserne bliver her. De er lavet hertil. Resten kommer på mit lager. Stokkene kan jeg godt rejse rundt med. De kan indgå i forskellige værker eller workshops. Men man kan jo spørge sig selv hvad for en slags værk det her er: fysisk, filosofisk menneskeligt eller socialt? Der er samtidig nogle lavpraktisk spørgsmål om lagerplads. Hvor skal tingene hen bagefter? 

Tina:
Men har du ikke selv en interesse i at bevare outputtet? Scanne kortene og lægge dem på et usb stik.

Mette:
Jo. Jeg har lige affotograferet alle kortene.
Jeg tænker at jeg deler oplevelsen med skovhuset. Jeg ved jo at arkivet er her.
Jeg har dokumenteret alt. I kan se det på min hjemmeside.

Jeg vil også lægge det her interview ind på hjemmesiden. Det startede med, at jeg stod her en aften og snakkede med dig Gunilla og tænkte, at det var spændende at høre hvad I tænkte. Samme aften så jeg nogen voksne, som stod og legede skyggespil med stokkene. Jeg synes at det var fedt, at der skete noget andet end det som var planlagt. Det er noget som jeg er mere og mere optaget af. At man ikke behøver at være så rigid. Jeg skal lave en udstilling i Hamburg, hvor jeg vil tage nogen erfaringer med herfra. At publikum kan blive involveret i alt muligt og udstillingen pludselig kan tage en anden retning. 

Jeg er blevet meget inspireret af det her forløb – hvordan kan man lave et værk som ikke nødvendigvis er helt planlagt.

Anne-Mette:
Det havde været sjovt hvis du nogen gange selv havde siddet i værket og havde været formidleren. Folk synes også at det er sjovt at møde kunstneren. Det har vi nogen gange snakket om, når vi har haft vagt sammen. 

Tina:
En kunstcafe?

Mette:
Ja, eller bare uden at det var planlagt. Så var det bare mig som var her. I stedet for en af jer. 

Anne_Mette:
Hvis du sad i kontoret, så det levede.

Mette:
Det var en rigtig god reflektion. Den tager jeg med mig.

Tusind tak for hjælpen!

Tak til
Gunilla Staalbrand, Tina Porsbak, Anne-Mette Gudmundsen, Mads Thorning Pedersen og alle de andre værter

Tak til
Lene Crone Jensen og Lars Grambye for invitationen til værket og tak til Statens Kunstfond for støtte.

Se mere om værket

Performancemanuskript “TRO PÅ DEM SELV !” 
Kirsten Kjærs Museum 2023
Stateless Mind, performancefestival. Valby Kulturhus 2023

Greve Strand ca. 1970

Jeg sidder på gulvet og leger med knapper fra min mors knappeæsker.  De bliver til kaffekopper, suppetallerkner og desserttallerkner til mine dukker eller forvandler sig til grammofonplader. Hvis jeg lever mig længe nok ind i legen, bliver de til ufoer, som flyver mig til forskellige eksotiske destinationer.

Min mor og min moster klipper knapper, bæltespænder og lynlåse af tøjet, inden de kasserer det. De har begge lagre af fraklip fra tøj, der er blevet slidt op. Knapperne er i transit mellem dåser i et uforklarligt system, inden de bliver syet i nye kreationer eller bliver liggende uafhentede i bunden af beholderne.

Min mosters knapper er ekstra fine, fordi hun er syerske og går i eksklusivt fransk modetøj, eller i egne kreationer, som hun selv havde syet og derefter sat knapper i fra Chanel skjorter eller klassiske fine uld-frakker. Da både min mor og min moster syr tøj til mig og mine søstre, er der knapper som rejser fra min mosters til min mors æsker.  Min mors bambusknapper og min mosters designerknapper flytter sammen i min mors skuffer.

Hamburg ca. 1999

Jeg sidder på et andet gulv. Udenfor et aflåst klasselokale på kunstakademiet i Hamburg. Jeg læner mig op ad væggen og venter på at min professors ankomst. Jeg har billeder af det projekt, jeg netop er i gang med spredt ud foran mig og jeg ved, at jeg måske skal sidde her i mange timer før professor F. dukker op. 

En fyr som jeg ikke har set før, sætter sig på gulvet ved siden af: “Venter du også på F?” 

“Ja” svarede jeg, “Faktisk undrer jeg mig over det her system af evig venten. Man skal konstant have en underskrift, en nøgle, en godkendelse eller en anerkendelse, før man kan komme videre, for ikke at tale om noget så enkelt, som en stol at sidde på – og tit bliver man alligevel sprunget over af en, som som føler sig mere velkommen. Jeg tror aldrig rigtig, at jeg kommer til at forstå hvordan det foregår”

Fyren kigger længe og alvorlig på mig før han svarer: “Hm. sådan har jeg aldrig tænkt på det. Måske er det er noget kvindeligt du har med dig? Sidder du i virkeligheden bare og venter på at blive budt op?

Hamburg, oktober 1995

Første dag på Kunstakademiet. Jeg har et møde med professor B, som har optaget mig i sin klasse. Jeg har hørt at han understøtter kvindelige studerende, så selvom alle professorerne på skolen er mænd, har jeg store forventninger til ham. Vi taler sammen på engelsk.

Jeg er 33 år, han er næsten dobbelt så gammel, men alligevel er hans første spørgsmål: “Hvorfor vil De starte med at lave kunst på dette tidspunkt i deres liv?” Jeg svarer: “Jeg har lavet lidt forskelligt andet, inden jeg blev helt klar over, hvad jeg ville. For eksempel har jeg læst litteraturvidenskab i 3 år” 

Han kigger længe på mig, på min genbrugspels og på mine højhælede støvler: “Jeg er sikker på at De ikke kom ret ofte på universitetet. Man skal ikke være i rum med dem særlig længe, for at konstatere at De overhovedet ikke ved noget som helst.”

Da jeg ikke helt er klar over etiketten, beslutter jeg mig for, at blive ved med at smile

“Hvad har De ellers lavet?”, spørger han.

“Jeg har arbejdet på teater”, svarer jeg – storsmilende..

“T-e-a-t-e-r” gentager han langsomt, medens han kigger på min pels.

Han åbner min mappe og bladrer den hurtigt og uinteresseret igennem:

“Hvorfor er mappen rød udenpå? Tror De ikke jeg kan gennemskue, at de prøver at forblænde mig? 

Jeg foretrækker skitser med kaffepletter på. Det er meget mere troværdigt”

Han fortsætter alvorligt: “De må vide at vi befinder os på et tysk kunstakademi, med en meget veludviklet kultur. Tyskland har mindst 20 betydningsfulde filosoffer og virkelig mange berømte kunstnere. Der er vist ikke kommet mange vigtige kunstnere ud af et lille land som Danmark. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste.”

Nu har jeg helt ondt i kæberne: “Hvor kommer De egentlig selv fra?”

Han svarer alvorligt: “Jeg er kosmopolit – I live in a train!”

Paris oktober 2020

Jeg ankom til Paris i går. Da jeg vågnede i morges, havde jeg brug for en lille pause, før jeg var klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lod derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg døsigt gjorde mig i stand og drak morgenkaffe. Først ved 11 tiden trak jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader en forestilling begynde: Bag kastanietræerne kunne jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie. Foran mit vindue på fortovet gik folk forbi med i mundbind i alle farver. 

Jeg nåede lige at tænke, at man selvfølgelig kunne få mundbind der matcher personlig stil og preferencer i Paris, da jeg fik øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som pludselig løftede en firkantet betonrist op i det asfalterede fortov mellem træerne foran min vindue. Lynhurtigt firede den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj bundet fast i en kraftig snor ned i et hulrum under jorden. Snoren blev behændigt bundet fast til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd hurtigt lukkede dækslet. De tre mænd fortsatte ned af gaden, ud af min blikvinkel . Få sekunder senere løb to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko hen over betondækslet, som om episoden aldrig havde fundet sted. 

Paris. Oktober 2020

jeg er på Yves Saint Laurent museet. Alle manequinerne forestiller den samme kvinde, Saint Laurent bedste veninde og sparringspartner modellen Betty Catroux. Hun er klonet hele vejen igennem udstillingens mængder af blonde mannequiner iklædt variationer over det sorte jakkesæt.

I det bagerste rum i udstillingen kan man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde,  giner, stofprøver og knapper. Jeg bliver trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet i Himmerland og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af, at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde virkelig dårligt syn. Først dér fik hun et par briller. 

Hun blev udlært syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i 50’erne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget. Hun skulle tilpasse det dyre tøj, så det så perfekt ud på kunderne, når de forlod butikken.

Da hun gik på efterløn indrettede hun en systue i entreen i det sociale boligbyggeri, som hun boede i på Nørrebro. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af et skab, når der skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen mod enhver rimelig forventning skulle interessere sig for meget for, hvad hun egentlig lavede. Hun fik besøg af de tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om Jannie spies og kongehuset. 

Hun havde indrettet lejligheden efter tips fra klienterne og diverse lifestylemagasiner med chesterfieldsofaer, hvide langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. En gang havde hun betrukket en stor plade med stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv !” i lyserød stearin og hængt den op på væggen over sofaen. 

Bortset fra kunderne og af og til den nærmeste familie, holdt hun sig for det meste for sig selv. Men engang havde en nabo ringet på og bedt om at låne et eller andet. Hun havde ladet ham stå på måtten ude i opgangen, medens hun fandt det sukker eller vanille frem, som han havde efterspurgt. 

Han havde måbende kigget ind i lejligheden, som ikke lignede noget som helst andet i opgangen.

Moster E. blev aldrig gift. “Hvad skal jeg egentlig med en mand? spurgte hun mig. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde? Jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord, mine cigaretter ligger her og…. Der ville ikke være plads til ham…”

Paris oktober 2020

Jeg spadserer forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse plejer at sove om natten på gamle madrasser og papstykker foran møbelbutikken. Alle spor efter dem er udvisket her om formiddagen. Fortovet under halvtaget er ryddet og vasket og lyset er tændt i det eksklusive magasin, der sælger senge og sofaer. Jeg tænker at de hjemløses ting nok er pakket ned under betondækslet i fortovet. 

Jeg har i mange år samlet inspiration til mit arbejde, ved at drive rundt og betragte verdenen fra gaden. Jeg har for længe siden fundet ud af, at hvis man vil fremkalde nye og tilfældige oplevelser i byen, må man opfinde en struktur, som tvinger en ud af vante rutiner. Improvisation kræver en orden, som kan brydes. Nu er benspændet pludselig dikteret af en uberegnelig virus, der bevirker, at jeg hele tiden er bevidst om hvor andre mennesker befinder sig.

Senere på dagen passerer jeg en hjemløs, der sidder under et træ med en lang fiskestang i hånden. Stangen rækker helt helt hen til mig, da jeg går forbi. For enden af stangen dingler et papkrus, som han får til at ryste ved at rykke i fiskestangen, Jeg fisker en mønt op af lommen, putter den op i koppen og indkasser en lille dans med kruset og et muntert vink fra fyren under træet.

Præsident Macron erklærer på TV at der er totalt udgangsforbud fra i morgen undtagen en time om dagen. Folk sætter sig på seinebredden med gode venner og drikker en øl eller mødes på cafeerne og drikker champagne for at sige farvel til hinanden, inden de skal hjem i deres familier – hvis de altså har nogen. En hjemløs render forvirret rundt midt på kørebanen uden mundbind og med et skilt hvorpå, han desperat beder om penge.

Kirsten Kjærs Museum 29 juli 2023

Jeg læser på skiltet ved Kirsten Kjærs portræt “Eneboer” at det forestiller en hobo som boede i en hule nedenfor millionærhotellerne ved Del Monte Beach på Monterey halvøen i Californien. Hun får kun lov til at male manden, fordi hun lover ham at beholde maleriet og ikke sælge det videre.

Kirsten identificerede sig mentalt med disse hoboes, som ifølge Wikipedia er “homeless bohemians”- folk som er på vej. Frie fugle.

FOREDRAG:
‘Flânøsen – at gå som en som kunstnerisk metode’ ved Mette Kit Jensen

Foredraget er både tankevækkende og humoristisk og portrætterer en konceptuel nutidig værkform på en let tilgængelig måde i dialog med publikum. Foredraget kan tilpasses højskoler, aftensskoler, kunstskoler, gymnasier, folkeskoler og firmaer samt eventuelt kombineres med en workshop.
SE MERE

Amerikakaj, København sommeren 1968
Jeg er 6 år. Jeg står står på kajen sammen med min mors familie og venter på Amerikabåden. Jeg skal se min rige onkel fra Canada for første gang og mine canadiske kusiner og en fætter, som er på min alder. Jeg kigger på alle mine mostre. Der er ni. De fleste af dem har jeg heller ikke set før. Jeg kender kun moster E, som bor i København, de andre er kommet fra Jylland. De ligner min mor og moster E i ansigterne, men de har forskellige højder og faconer og er anderledes klædt end min mor, som selv har syet sit tøj. Moster E. derimod står i høje hæle og spadseredragt og forsøger at holde sammen på et stort tørklæde og en paraply i blæsten på kajen.

Endelig ankommer den store færge og onkel N. kommer ud med hans tre velklædte børn og min tante, som ligner noget fra en amerikansk film – i lilla kjole og katteagtige solbriller. Min onkel er kæmpe stor og stærk. Han ligner en viking, men er meget velklædt. Han tager mig op på armen og bærer rundt på mig.

Senere er alle samlet på et stort værelse øverst i SAS hotellet. Jeg har aldrig været på et hotel før og heller ikke på 19 etage. Nu hopper jeg i en kæmpe seng sammen med min fætter. Da vi ikke taler samme sprog hopper vi op og ned, medens vi kigger hinanden. Min onkel, som er alt andet end vægtløs, står ved vinduet og læner sig ud, kigger over på Tivoli.

Jeg får øje på en guldfarvet plet i luften bag min onkel, den driver langsomt over himlen henimod hotelvinduet og bliver større og større. Mit blik bliver fikseret på den og da den kommer nærmere ser jeg, at det er en helium ballon, som har revet sig løs fra Tivoli.

Da den flyver helt tæt forbi vinduet læner min onkel sig nonchalant  fremover og griber fat i snoren med sin store hånd. Han trækker armen til sig ind gennem vinduet, går roligt hen til sengen og rækker mig ballonen. Jeg får fat i den netop, som jeg er på vej op i luften.

Jeg fortsætter min hoppen op og ned
– nu med en  stor guldballon i en snor i den ene hånd.

Paris. Søndag d. 4 oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går.  Det føltes det helt uvirkeligt at være i et andet land.

Jeg vågner sent, har brug for en lille pause, før jeg er klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lader derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg går i bad og drikker morgenkaffe. Først ved 11 tiden trækker jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader forestillingen begynde på et teater.

Bag kastanietræerne på Rue de l’Hôtel de Ville kan jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie.

Foran mit vindue på fortovet går folk forbi iført mundbind i alle farver.

Jeg når lige at tænke, at man selvfølgelig kan få mundbind der matcher personlig stil og preferencer i Paris – hvor ellers?, da jeg får øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som helt uventet løfter en firkantet betonrist op i det asfalterede fortov mellem træerne foran min vindue. Lynhurtigt firer den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj ned i et hulrum under jorden ved hjælp af et reb. Rebet bliver bundet fast til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd behændigt lukker dækslet. De tre mænd fortsætter ned af gaden, ud af min blikvinkel . Få sekunder senere løber to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko hen over betondækslet, som om episoden aldrig har fundet sted.

Paris. Mandag d. 12 oktober 2020
Da jeg spadserer forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse sover om natten på gamle madrasser og papstykker, slår det mig, at alle spor efter dem er udvisket her om formiddagen. Fortovet under halvtaget er ryddet og vasket og lyset er tændt i den eksklusive butik, der sælger senge og sovesofaer. Jeg tænker at madrasserne nok er pakket ned under betondækslet i fortovet.

Paris. Torsdag 15 oktober 2020
jeg er på Yves Saint Laurent museet. Alle manequinerne forestiller den samme kvinde, Saint Laurent bedste veninde og sparringspartner modellen Betty Catroux. Hun er klonet hele vejen igennem udstillingens mængder af blonde mannequiner iklædt variationer over det sorte jakkesæt.

I det bagerste rum i udstillingen kan man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde,  giner, stofprøver og knapper. En kvindelig gæst tager billeder af sig selv i spejlvæggen – iført lange støvler og en sort bredskygget hat.

Jeg bliver trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af, at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde utroligt dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.

Hun blev udlært syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun i 60érne blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i 50’erne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget. Hun skulle tilpasse det dyre tøj, så det sa perfekt ud på kunderne når de forlod butikken.

Da hun gik på efterløn indrettede hun en systue i entreen i det sociale boligbyggeri, som hun boede i på Nørrebro. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af et skab, når der skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen mod enhver rimelig forventning skulle interessere sig for meget for, hvad hun egentlig lavede. Hun fik besøg af de tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om Jannie spies og kongehuset.

Hun havde indrettet lejligheden i VIBO byggeriet efter tips fra klienterne og diverse lifestylemagasiner med chesterfieldsofaer, hvide langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. En gang havde hun betrukket en stor plade med beigefarvet stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv !” i lyserød stearin og hængt den op på væggen over sofaen.

Bortset fra kunderne og af og til den nærmeste familie, holdt hun sig for det meste for sig selv. Men engang havde en nabo ringet på og bedt om at låne et eller andet. Hun havde ladet ham stå på måtten ude i opgangen, medens hun fandt det sukker eller vanille frem, som han havde efterspurgt.

Han havde måbende kigget ind i lejligheden, som ikke lignede noget som helst andet i opgangen.

Moster E. blev aldrig gift. “Hvad skal jeg egentlig med en mand?, spurgte hun mig. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde? Jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord, mine cigaretter ligger her og…. Der ville ikke være plads til ham…”

Paris. Lørdag 17 oktober 2020
Der har været meget stille udenfor hele natten efter at udgangsforbudet trådte i kraft ved midnat. Jeg spekulerer på, hvad de hjemløse egentlig skal stille op, hvis de ikke må opholde sig på gaden efter kl. 21.

Da jeg trækker gardinerne til side, får jeg øje på nogle af dem. De er i gang med at pakke nogle helt nye festivaltelte sammen og hjælper hinanden med at hejse dem ned i hullet foran møbelbutikken.

Jeg går langs Seinen og nyder stilheden på bredden, der kun bliver afbrudt af et par kondiløbere.

Jeg drikker kaffe på en fortovscafe. I vejkanten er en krage er ved at fortære en hel baguette. Den holder brødet fast med den ene fod, medens den ivrigt hakker sig igennem fra en ende af. Cafebordene udenfor er delt ind i båse adskilt af plastikvægge. Gennem flere lag af tyndt bulet plastik får jeg øje på en ældre kvinde i pels, som sidder med ryggen til mig med en flot bredskygget hat på hovedet.

Jeg kommer igen til at tænke på Moster E. Hun havde hele sit liv drømt om at komme til modens hovedstad Paris. Først da hun var over 70, kom hun afsted. Hun inviterede min søster med på en Spiesrejse og de havde en dejlig uge med vindueskigning i de store modehuse og besøg på konditorier og eksotiske kabareter.

Året efter inviterede hun mig med til London, men hun blev temmelig skuffet. Flere gange om dagen udbrød hun: “Åh jeg havde faktisk troet,  at London var lidt mere som Paris!”. Hun var chokeret over at folk ikke var særligt velklædte og hun udviklede forskellige teorier om, hvilke gader der var pæne gader og hvilke som ikke var.

Jeg forsøgte at lokke hende med på loppemarked, men netop den gade jeg udpegede, mente hun ikke var præsentabel. I stedet gik vi fuldstændigt planløst rundt, styret af hendes irrationelle fornemmelser for, hvilke steder der var passende.

Vi cirkulerede konstant i udkanten af steder med menneskelig aktivitet, hvilket blot bekræftede moster E. i at byen var tarvelig og kedelig. Da vi til sidst havde bevæget os ud af det område, som var indtegnet på turistkortet,  tog vi en taxa tilbage til hotellet.

Moster E. brugte aftenen på at støve hotelværelset af med et par bomuldsunderbukser og forklarede om og om igen, at hun vitterligt havde troet at London var lidt mere som Paris.

Onsdag d. 22 oktober 2020
Netop som min daglige spadseretur fører mig til rue des Rosiers begynder det at regne og jeg søger ly under en parasol ved en falaffelbutik. Jeg sprittet hænder, bestiller en falafel og spiser den med kniv og gaffel, medens jeg betragter hvordan vandet drypper fra parasollen, ned på kanten af cafebordet og langsomt nærmer sig min tallerken.

Da jeg kommer hjem smider jeg det fugtigt mundbind ud. Jeg vasker hænder, briller og ærmerne i min våde trenchcoat. Jeg hænger frakken til tørre over stangen ind til brusenichen med de sjaskvåde ærmer ud over kanten.  Det ser faktisk ud som om, at det er mig selv, der er blevet hængt til tørre.

Paris Onsdag d. 28 oktober 2020
Hele dagen er jeg bevidst om at den franske præsident samme aften vil tale om den forestående nedlukning. Jeg går rundt i gaderne og kigger på mennesker, som stresser rundt og hamstrer i butikkerne.

Om aftenen følger jeg med i den engelske blog på Le Mondes hjemmeside, som liverapporterer fra Macrons tale. Han taler længe og alvorligt, inden han konkluderer: totalt lockdown fra fredag. Maksimal udgang en time om dagen og kun en kilometer væk fra egen bopæl.

Jeg bliver i stresset og beslutter på stedet at bestille en fly hjem snarest muligt.
Inden jeg er færdig med bookingen er prisen steget til det dobbelte.

Torsdag d. 29 oktober 2020
Om aftenen sidder folk på cafeerne og drikker champagne for at sige farvel til hinanden, inden de skal hjem i deres egne familier. Hvis de altså har nogen. En hjemløs render fortvivlet rundt midt på kørebanen uden mundbind og med et skilt hvorpå han desperat beder om penge. Bilerne bremser og dytter.

Paris Fredag d. 30 oktober 2020
Jeg henter en formular i receptionen og udfylder den med receptionistens hjælp.

Formål med udgang: “At gå en tur”.  Tidspunkt: “11.25”.  Jeg har en time.
Der er få biler og næsten ingen fodgængere på gaden.
Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til og ender med at købe 3 postkort og en kage.

Deana, en ung tjekkisk kunstner jeg har lært at kende skriver og spørger, om jeg vil printe noget ud for hende. Hun har lavet et cirkelrundt kort som markerer en radius af 1 km fra vores bygning. Jeg fortæller hende om dengang, jeg selv gik i cirkler i en måned i Athen. Jeg tog en drink hver morgen og vendte glasset på hovedet på et bykort. Den cirkel som opstod blev min rute gennem byen. Jeg fik set alle slags kvarterer og parallelle virkeligheder.

Men nu er det alvor. Corona laver benspænd for os hurtigere, end jeg selv kan nå at planlægge en rute. Jeg beundrer Diana for at gå med på præmissen. Jeg vil bare gerne hjem.
Jeg ringer til udenrigsministeriet . Overraskende nok er jeg kun nummer to i køen. Alligevel tager det lang tid :

“You are number two in the queue…You are number two in the queue…You are number two in the queue”

Paris Lørdag d. 31 oktober 2020
Jeg går tur med Deanas kort i hånden. På vejen tænker jeg over, hvor synlige de hjemløse bliver, når gaderne er så tomme. Nu er der flere hjemløse end fodgængere. En ligger og sover med skoene på foran en eksklusiv skobutik, andre har pænt stablet deres ting sammen ved siden af hæveautomaterne, så de er klar til at tigge, hvis nogen går ud for at hæve penge.

Om natten hører jeg, hvordan en af de overnattende under mit vindue hoster meget længe. Det lyder som om han er syg. Jeg håber at nogen hjælper ham. Selvom jeg har det varmt, tør jeg ikke åbne vinduet. Jeg er bange for at smitten kan nå op til vinduet på første sal.

Paris Onsdag d. 4 november 2020
Jeg tager afsted i god tid til lufthavnen. Går rundt derude og kigger på vinduer i de lukkede butikker. En mannequin med et Hugo Boss jakkesæt har fået trukket en plastikpose ned over sig. Temmelig sjusket, ville Moster E. nok have ment. Da vi kommer op i flyet får vi besked på, at der ikke er servering og ingen toldfrie varer at bestille.

Jeg tænker på hvordan min moster i flyet på vej hjem fra London holdt et fnisende flypersonale beskæftiget ved at spørge efter de varet, hun havde bestilt ved afgang og alligevel ikke rigtigt kunne huske navnet på : “Jeg vil lige høre, hvornår jeg får mine toldfrie varer, Jeg bruger jo altid det mærke som hedder BIOTEX” “Jeg har fundet ud af at det er det brand som passer bedst til min hudtype…jeg håber at man kan regne med farven på læbestiften? For så passer den præcist til nogle sko som jeg har stående hjemme i entreen”

Since August 2021 member of the board of the SKJOLD CONTEMPORARY, a curatorial platform in the context of the football club SKJOLD, Østerbro DK.
On the photo all the members: Peter Højbjerg, Frank Altschul Jensen, Mette Kit Jensen, Ulla Hvejsel, and Thorgej Steen Hansen.

I forbindelse med en kommende performance prøver jeg at radikalisere begrebet publikumsdeltagelse ved at ophæve grænsen mellem performer og publikum. Skriv til mig, hvis du vil høre mere, eller del gerne med nogen, som kunne være interesserede. På forhånd tak. mettekit@hotmail.com
http://www.performance-protocols.net/

http://performance-protocols.net/Copenhagen2021/Copenhagen.html

The Challenge
Today I got a challenge from German artist Christiane Hütter.
She gave me a coin from Brazil: 1 Real.
She told me to keep trying to change it into something else
and keep changing the things I got.

At first I was waiting next to a garbage can in Copenhagen Central station. I had the idea that my only chance was to see if people wanted to get rid of some waste, which I could buy. But people were to busy they didn’t even notice me. Then I tried in a shoe shop, asking if I could get a shoebox or something. But they almost got scared and told me that they were not allowed to change money. 

But then I changed the coin into a beautiful Italien lemon in a restaurant.
Then I changed the lemon into a can of purple spray paint.
The spray got changed into two packets of luxury cigarette papers.
I keep the papers in my purse.
I want to continue changing some other day.