Søndag d. 4 oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går. Efter et halvt år med Coronarestriktioner og efterfølgende mange ugers hårdt arbejde i Danmark, føltes det helt uvirkeligt at befinde sig i et andet land.
Da jeg vågnede i morges, havde jeg brug for en lille pause, før jeg var klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lod derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg døsigt gjorde mig i stand og drak morgenkaffe. Først ved 11 tiden trak jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader en forestilling begynde på et teater.
Bag kastanietræerne på Rue de l’Hôtel de Ville kunne jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie. På den modsatte side af gaden, var der små boder med postkort og souvenirs og foran mit vindue på fortovet gik folk forbi med ansigtsmasker i alle farver.
Jeg nåede lige at tænke, at selvfølgelig kunne man få mundbind der matchede personlig stil og preferencer i Paris, da jeg fik øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som pludselig åbnede en stor firkantet betonrist i det asfalterede fortov mellem træerne, foran den bygning jeg befandt mig i.
Lynhurtigt firede den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj bundet fast i en kraftig snor ned i det hulrum under jorden, som var skjult for mit blik. Snoren blev fæstnet til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd behændigt lukkede dækslet. De tre mænd forsvandt ned af gaden, ud af min blikvinkel. Få sekunder senere løb to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko den modsatte vej hen over betondækslet, som om episoden aldrig havde fundet sted.
Mandag d. 12 oktober
Da jeg i formiddags spadserede forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse sover om natten på gamle madrasser og papstykker, slog det mig, at alle spor efter dem var udvisket. Fortovet under halvtaget var ryddet og vasket og lyset var tændt i den eksklusive møbelbutik, som sælger dyre senge og sofaer. Jeg spekulerede på, om alle de hjemløses ejendele nu var pakket ned under betondækslet i fortovet.
Da jeg lidt senere gik ned af Rue Vieille du Temple, sad en hjemløs under et træ med en lang fiskestang i hånden. Da jeg gik forbi strakte han armen så stangen nåede helt hen foran mit ansigt. For enden dinglede et papkrus. Jeg mærkede efter nede i lommen, fandt et par mønter og puttede dem op i kruset. Jeg indkasserede en lille dans med kruset og et muntert vink fra fyren under træet.
Torsdag 15 oktober
Jeg var på Musée Yves Saint Laurent i dag. Alle manequinerne forestillede den samme kvinde, nemlig Yves Saint Laurent’s bedste veninde, sparringspartner og muse, modellen Betty Catroux. Hun var klonet hele vejen gennem udstillingen ved hjælp af blonde parykker på voksdukker, der var iklædt alle variationer af designerens velkendte sorte jakkesæt.
I det bagerste rum i udstillingen kunne man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde, stofprøver og knapper. En kvindelig gæst tog billeder af sig selv i spejlvæggen – iført lange støvler, en sort bredskygget hat, et nøje arrangeret skødesløst stort uldsjal om halsen og en sort skuldertaske med en ekstra lang strop hængende fra skulderen.
Jeg blev trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde utroligt dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.
Hun blev uddannet som syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun i 60érne blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i halvtredserne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget.
Hun skulle tilpasse det dyre tøj til kunderne, så de gik tilfredse ud af forretningen. Da hun gik på efterløn, indrettede hun et skab i entreen i det sociale boligbyggeri hun boede i på Nørrebro, som systue. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af skabet, når noget skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen skulle interessere sig for meget for, hvad hun lavede. Hun fik besøg af tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om celebreties som Jannie spies og kongehuset.
Hun havde indrettet lejligheden efter tips fra kunderne og diverse lifestylemagasiner med Chesterfield sofaer, langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. Hun flyttede evigt rundt på interiøret og en gang havde hun betrukket en stor plade med beigefarvet stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv” med et stearinlys.
“Hvad skal jeg egentlig med en mand?, sagde hun. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde?, jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord. Alting står et bestemt sted, der ville jo ikke være plads til ham”
Tak til Statens Kunstfond og Cité Internationales des Arts Paris