Amerikakaj, København sommeren 1968
Jeg er 6 år. Jeg står står på kajen sammen med min mors familie og venter på Amerikabåden. Jeg skal se min rige onkel fra Canada for første gang og mine canadiske kusiner og en fætter, som er på min alder. Jeg kigger på alle mine mostre. Der er ni. De fleste af dem har jeg heller ikke set før. Jeg kender kun moster E, som bor i København, de andre er kommet fra Jylland. De ligner min mor og moster E i ansigterne, men de har forskellige højder og faconer og er anderledes klædt end min mor, som selv har syet sit tøj. Moster E. derimod står i høje hæle og spadseredragt og forsøger at holde sammen på et stort tørklæde og en paraply i blæsten på kajen.
Endelig ankommer den store færge og onkel N. kommer ud med hans tre velklædte børn og min tante, som ligner noget fra en amerikansk film – i lilla kjole og katteagtige solbriller. Min onkel er kæmpe stor og stærk. Han ligner en viking, men er meget velklædt. Han tager mig op på armen og bærer rundt på mig.
Senere er alle samlet på et stort værelse øverst i SAS hotellet. Jeg har aldrig været på et hotel før og heller ikke på 19 etage. Nu hopper jeg i en kæmpe seng sammen med min fætter. Da vi ikke taler samme sprog hopper vi op og ned, medens vi kigger hinanden. Min onkel, som er alt andet end vægtløs, står ved vinduet og læner sig ud, kigger over på Tivoli.
Jeg får øje på en guldfarvet plet i luften bag min onkel, den driver langsomt over himlen henimod hotelvinduet og bliver større og større. Mit blik bliver fikseret på den og da den kommer nærmere ser jeg, at det er en helium ballon, som har revet sig løs fra Tivoli.
Da den flyver helt tæt forbi vinduet læner min onkel sig nonchalant fremover og griber fat i snoren med sin store hånd. Han trækker armen til sig ind gennem vinduet, går roligt hen til sengen og rækker mig ballonen. Jeg får fat i den netop, som jeg er på vej op i luften.
Jeg fortsætter min hoppen op og ned
– nu med en stor guldballon i en snor i den ene hånd.
Paris. Søndag d. 4 oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går. Det føltes det helt uvirkeligt at være i et andet land.
Jeg vågner sent, har brug for en lille pause, før jeg er klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lader derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg går i bad og drikker morgenkaffe. Først ved 11 tiden trækker jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader forestillingen begynde på et teater.
Bag kastanietræerne på Rue de l’Hôtel de Ville kan jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie.
Foran mit vindue på fortovet går folk forbi iført mundbind i alle farver.
Jeg når lige at tænke, at man selvfølgelig kan få mundbind der matcher personlig stil og preferencer i Paris – hvor ellers?, da jeg får øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som helt uventet løfter en firkantet betonrist op i det asfalterede fortov mellem træerne foran min vindue. Lynhurtigt firer den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj ned i et hulrum under jorden ved hjælp af et reb. Rebet bliver bundet fast til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd behændigt lukker dækslet. De tre mænd fortsætter ned af gaden, ud af min blikvinkel . Få sekunder senere løber to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko hen over betondækslet, som om episoden aldrig har fundet sted.
Paris. Mandag d. 12 oktober 2020
Da jeg spadserer forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse sover om natten på gamle madrasser og papstykker, slår det mig, at alle spor efter dem er udvisket her om formiddagen. Fortovet under halvtaget er ryddet og vasket og lyset er tændt i den eksklusive butik, der sælger senge og sovesofaer. Jeg tænker at madrasserne nok er pakket ned under betondækslet i fortovet.
Paris. Torsdag 15 oktober 2020
jeg er på Yves Saint Laurent museet. Alle manequinerne forestiller den samme kvinde, Saint Laurent bedste veninde og sparringspartner modellen Betty Catroux. Hun er klonet hele vejen igennem udstillingens mængder af blonde mannequiner iklædt variationer over det sorte jakkesæt.
I det bagerste rum i udstillingen kan man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde, giner, stofprøver og knapper. En kvindelig gæst tager billeder af sig selv i spejlvæggen – iført lange støvler og en sort bredskygget hat.
Jeg bliver trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af, at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde utroligt dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.
Hun blev udlært syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun i 60érne blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i 50’erne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget. Hun skulle tilpasse det dyre tøj, så det sa perfekt ud på kunderne når de forlod butikken.
Da hun gik på efterløn indrettede hun en systue i entreen i det sociale boligbyggeri, som hun boede i på Nørrebro. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af et skab, når der skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen mod enhver rimelig forventning skulle interessere sig for meget for, hvad hun egentlig lavede. Hun fik besøg af de tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om Jannie spies og kongehuset.
Hun havde indrettet lejligheden i VIBO byggeriet efter tips fra klienterne og diverse lifestylemagasiner med chesterfieldsofaer, hvide langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. En gang havde hun betrukket en stor plade med beigefarvet stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv !” i lyserød stearin og hængt den op på væggen over sofaen.
Bortset fra kunderne og af og til den nærmeste familie, holdt hun sig for det meste for sig selv. Men engang havde en nabo ringet på og bedt om at låne et eller andet. Hun havde ladet ham stå på måtten ude i opgangen, medens hun fandt det sukker eller vanille frem, som han havde efterspurgt.
Han havde måbende kigget ind i lejligheden, som ikke lignede noget som helst andet i opgangen.
Moster E. blev aldrig gift. “Hvad skal jeg egentlig med en mand?, spurgte hun mig. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde? Jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord, mine cigaretter ligger her og…. Der ville ikke være plads til ham…”
Paris. Lørdag 17 oktober 2020
Der har været meget stille udenfor hele natten efter at udgangsforbudet trådte i kraft ved midnat. Jeg spekulerer på, hvad de hjemløse egentlig skal stille op, hvis de ikke må opholde sig på gaden efter kl. 21.
Da jeg trækker gardinerne til side, får jeg øje på nogle af dem. De er i gang med at pakke nogle helt nye festivaltelte sammen og hjælper hinanden med at hejse dem ned i hullet foran møbelbutikken.
Jeg går langs Seinen og nyder stilheden på bredden, der kun bliver afbrudt af et par kondiløbere.
Jeg drikker kaffe på en fortovscafe. I vejkanten er en krage er ved at fortære en hel baguette. Den holder brødet fast med den ene fod, medens den ivrigt hakker sig igennem fra en ende af. Cafebordene udenfor er delt ind i båse adskilt af plastikvægge. Gennem flere lag af tyndt bulet plastik får jeg øje på en ældre kvinde i pels, som sidder med ryggen til mig med en flot bredskygget hat på hovedet.
Jeg kommer igen til at tænke på Moster E. Hun havde hele sit liv drømt om at komme til modens hovedstad Paris. Først da hun var over 70, kom hun afsted. Hun inviterede min søster med på en Spiesrejse og de havde en dejlig uge med vindueskigning i de store modehuse og besøg på konditorier og eksotiske kabareter.
Året efter inviterede hun mig med til London, men hun blev temmelig skuffet. Flere gange om dagen udbrød hun: “Åh jeg havde faktisk troet, at London var lidt mere som Paris!”. Hun var chokeret over at folk ikke var særligt velklædte og hun udviklede forskellige teorier om, hvilke gader der var pæne gader og hvilke som ikke var.
Jeg forsøgte at lokke hende med på loppemarked, men netop den gade jeg udpegede, mente hun ikke var præsentabel. I stedet gik vi fuldstændigt planløst rundt, styret af hendes irrationelle fornemmelser for, hvilke steder der var passende.
Vi cirkulerede konstant i udkanten af steder med menneskelig aktivitet, hvilket blot bekræftede moster E. i at byen var tarvelig og kedelig. Da vi til sidst havde bevæget os ud af det område, som var indtegnet på turistkortet, tog vi en taxa tilbage til hotellet.
Moster E. brugte aftenen på at støve hotelværelset af med et par bomuldsunderbukser og forklarede om og om igen, at hun vitterligt havde troet at London var lidt mere som Paris.
Onsdag d. 22 oktober 2020
Netop som min daglige spadseretur fører mig til rue des Rosiers begynder det at regne og jeg søger ly under en parasol ved en falaffelbutik. Jeg sprittet hænder, bestiller en falafel og spiser den med kniv og gaffel, medens jeg betragter hvordan vandet drypper fra parasollen, ned på kanten af cafebordet og langsomt nærmer sig min tallerken.
Da jeg kommer hjem smider jeg det fugtigt mundbind ud. Jeg vasker hænder, briller og ærmerne i min våde trenchcoat. Jeg hænger frakken til tørre over stangen ind til brusenichen med de sjaskvåde ærmer ud over kanten. Det ser faktisk ud som om, at det er mig selv, der er blevet hængt til tørre.
Paris Onsdag d. 28 oktober 2020
Hele dagen er jeg bevidst om at den franske præsident samme aften vil tale om den forestående nedlukning. Jeg går rundt i gaderne og kigger på mennesker, som stresser rundt og hamstrer i butikkerne.
Om aftenen følger jeg med i den engelske blog på Le Mondes hjemmeside, som liverapporterer fra Macrons tale. Han taler længe og alvorligt, inden han konkluderer: totalt lockdown fra fredag. Maksimal udgang en time om dagen og kun en kilometer væk fra egen bopæl.
Jeg bliver i stresset og beslutter på stedet at bestille en fly hjem snarest muligt.
Inden jeg er færdig med bookingen er prisen steget til det dobbelte.
Torsdag d. 29 oktober 2020
Om aftenen sidder folk på cafeerne og drikker champagne for at sige farvel til hinanden, inden de skal hjem i deres egne familier. Hvis de altså har nogen. En hjemløs render fortvivlet rundt midt på kørebanen uden mundbind og med et skilt hvorpå han desperat beder om penge. Bilerne bremser og dytter.
Paris Fredag d. 30 oktober 2020
Jeg henter en formular i receptionen og udfylder den med receptionistens hjælp.
Formål med udgang: “At gå en tur”. Tidspunkt: “11.25”. Jeg har en time.
Der er få biler og næsten ingen fodgængere på gaden.
Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til og ender med at købe 3 postkort og en kage.
Deana, en ung tjekkisk kunstner jeg har lært at kende skriver og spørger, om jeg vil printe noget ud for hende. Hun har lavet et cirkelrundt kort som markerer en radius af 1 km fra vores bygning. Jeg fortæller hende om dengang, jeg selv gik i cirkler i en måned i Athen. Jeg tog en drink hver morgen og vendte glasset på hovedet på et bykort. Den cirkel som opstod blev min rute gennem byen. Jeg fik set alle slags kvarterer og parallelle virkeligheder.
Men nu er det alvor. Corona laver benspænd for os hurtigere, end jeg selv kan nå at planlægge en rute. Jeg beundrer Diana for at gå med på præmissen. Jeg vil bare gerne hjem.
Jeg ringer til udenrigsministeriet . Overraskende nok er jeg kun nummer to i køen. Alligevel tager det lang tid :
“You are number two in the queue…You are number two in the queue…You are number two in the queue”
Paris Lørdag d. 31 oktober 2020
Jeg går tur med Deanas kort i hånden. På vejen tænker jeg over, hvor synlige de hjemløse bliver, når gaderne er så tomme. Nu er der flere hjemløse end fodgængere. En ligger og sover med skoene på foran en eksklusiv skobutik, andre har pænt stablet deres ting sammen ved siden af hæveautomaterne, så de er klar til at tigge, hvis nogen går ud for at hæve penge.
Om natten hører jeg, hvordan en af de overnattende under mit vindue hoster meget længe. Det lyder som om han er syg. Jeg håber at nogen hjælper ham. Selvom jeg har det varmt, tør jeg ikke åbne vinduet. Jeg er bange for at smitten kan nå op til vinduet på første sal.
Paris Onsdag d. 4 november 2020
Jeg tager afsted i god tid til lufthavnen. Går rundt derude og kigger på vinduer i de lukkede butikker. En mannequin med et Hugo Boss jakkesæt har fået trukket en plastikpose ned over sig. Temmelig sjusket, ville Moster E. nok have ment. Da vi kommer op i flyet får vi besked på, at der ikke er servering og ingen toldfrie varer at bestille.
Jeg tænker på hvordan min moster i flyet på vej hjem fra London holdt et fnisende flypersonale beskæftiget ved at spørge efter de varet, hun havde bestilt ved afgang og alligevel ikke rigtigt kunne huske navnet på : “Jeg vil lige høre, hvornår jeg får mine toldfrie varer, Jeg bruger jo altid det mærke som hedder BIOTEX” “Jeg har fundet ud af at det er det brand som passer bedst til min hudtype…jeg håber at man kan regne med farven på læbestiften? For så passer den præcist til nogle sko som jeg har stående hjemme i entreen”