Performancemanuskript “TRO PÅ DEM SELV !”
Kirsten Kjærs Museum 2023
Stateless Mind, performancefestival. Valby Kulturhus 2023
Greve Strand ca. 1970
Jeg sidder på gulvet og leger med knapper fra min mors knappeæsker. De bliver til kaffekopper, suppetallerkner og desserttallerkner til mine dukker eller forvandler sig til grammofonplader. Hvis jeg lever mig længe nok ind i legen, bliver de til ufoer, som flyver mig til forskellige eksotiske destinationer.
Min mor og min moster klipper knapper, bæltespænder og lynlåse af tøjet, inden de kasserer det. De har begge lagre af fraklip fra tøj, der er blevet slidt op. Knapperne er i transit mellem dåser i et uforklarligt system, inden de bliver syet i nye kreationer eller bliver liggende uafhentede i bunden af beholderne.
Min mosters knapper er ekstra fine, fordi hun er syerske og går i eksklusivt fransk modetøj, eller i egne kreationer, som hun selv havde syet og derefter sat knapper i fra Chanel skjorter eller klassiske fine uld-frakker. Da både min mor og min moster syr tøj til mig og mine søstre, er der knapper som rejser fra min mosters til min mors æsker. Min mors bambusknapper og min mosters designerknapper flytter sammen i min mors skuffer.
Hamburg ca. 1999
Jeg sidder på et andet gulv. Udenfor et aflåst klasselokale på kunstakademiet i Hamburg. Jeg læner mig op ad væggen og venter på at min professors ankomst. Jeg har billeder af det projekt, jeg netop er i gang med spredt ud foran mig og jeg ved, at jeg måske skal sidde her i mange timer før professor F. dukker op.
En fyr som jeg ikke har set før, sætter sig på gulvet ved siden af: “Venter du også på F?”
“Ja” svarede jeg, “Faktisk undrer jeg mig over det her system af evig venten. Man skal konstant have en underskrift, en nøgle, en godkendelse eller en anerkendelse, før man kan komme videre, for ikke at tale om noget så enkelt, som en stol at sidde på – og tit bliver man alligevel sprunget over af en, som som føler sig mere velkommen. Jeg tror aldrig rigtig, at jeg kommer til at forstå hvordan det foregår”
Fyren kigger længe og alvorlig på mig før han svarer: “Hm. sådan har jeg aldrig tænkt på det. Måske er det er noget kvindeligt du har med dig? Sidder du i virkeligheden bare og venter på at blive budt op?
Hamburg, oktober 1995
Første dag på Kunstakademiet. Jeg har et møde med professor B, som har optaget mig i sin klasse. Jeg har hørt at han understøtter kvindelige studerende, så selvom alle professorerne på skolen er mænd, har jeg store forventninger til ham. Vi taler sammen på engelsk.
Jeg er 33 år, han er næsten dobbelt så gammel, men alligevel er hans første spørgsmål: “Hvorfor vil De starte med at lave kunst på dette tidspunkt i deres liv?” Jeg svarer: “Jeg har lavet lidt forskelligt andet, inden jeg blev helt klar over, hvad jeg ville. For eksempel har jeg læst litteraturvidenskab i 3 år”
Han kigger længe på mig, på min genbrugspels og på mine højhælede støvler: “Jeg er sikker på at De ikke kom ret ofte på universitetet. Man skal ikke være i rum med dem særlig længe, for at konstatere at De overhovedet ikke ved noget som helst.”
Da jeg ikke helt er klar over etiketten, beslutter jeg mig for, at blive ved med at smile
“Hvad har De ellers lavet?”, spørger han.
“Jeg har arbejdet på teater”, svarer jeg – storsmilende..
“T-e-a-t-e-r” gentager han langsomt, medens han kigger på min pels.
Han åbner min mappe og bladrer den hurtigt og uinteresseret igennem:
“Hvorfor er mappen rød udenpå? Tror De ikke jeg kan gennemskue, at de prøver at forblænde mig?
Jeg foretrækker skitser med kaffepletter på. Det er meget mere troværdigt”
Han fortsætter alvorligt: “De må vide at vi befinder os på et tysk kunstakademi, med en meget veludviklet kultur. Tyskland har mindst 20 betydningsfulde filosoffer og virkelig mange berømte kunstnere. Der er vist ikke kommet mange vigtige kunstnere ud af et lille land som Danmark. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste.”
Nu har jeg helt ondt i kæberne: “Hvor kommer De egentlig selv fra?”
Han svarer alvorligt: “Jeg er kosmopolit – I live in a train!”
Paris oktober 2020
Jeg ankom til Paris i går. Da jeg vågnede i morges, havde jeg brug for en lille pause, før jeg var klar til at modtage de nye omgivelser. Jeg lod derfor de sorte gardiner være trukket for, medens jeg døsigt gjorde mig i stand og drak morgenkaffe. Først ved 11 tiden trak jeg gardinerne fra, som man trækker fortæppet fra og lader en forestilling begynde: Bag kastanietræerne kunne jeg se Seinen og netop skimte Ponte Marie. Foran mit vindue på fortovet gik folk forbi med i mundbind i alle farver.
Jeg nåede lige at tænke, at man selvfølgelig kunne få mundbind der matcher personlig stil og preferencer i Paris, da jeg fik øje på 3 spinkle mænd klædt i sort og med sorte mundbind, som pludselig løftede en firkantet betonrist op i det asfalterede fortov mellem træerne foran min vindue. Lynhurtigt firede den ene en gennemsigtig plastikpose med tøj bundet fast i en kraftig snor ned i et hulrum under jorden. Snoren blev behændigt bundet fast til et eller andet i betonkanten, hvorefter en af de andre mænd hurtigt lukkede dækslet. De tre mænd fortsatte ned af gaden, ud af min blikvinkel . Få sekunder senere løb to ældre herrer i sort joggingtøj og kulørte træningssko hen over betondækslet, som om episoden aldrig havde fundet sted.
Paris. Oktober 2020
jeg er på Yves Saint Laurent museet. Alle manequinerne forestiller den samme kvinde, Saint Laurent bedste veninde og sparringspartner modellen Betty Catroux. Hun er klonet hele vejen igennem udstillingens mængder af blonde mannequiner iklædt variationer over det sorte jakkesæt.
I det bagerste rum i udstillingen kan man se Yves Saint Laurent´s originale arbejdsrum med arbejdsborde, giner, stofprøver og knapper. Jeg bliver trist til mode over, at min moster E aldrig kom til at opleve dette museum, før hun døde. Hun havde ikke lært meget i folkeskolen på landet i Himmerland og da de var 14 børn, var der gået mange år, før nogen fandt ud af, at grunden til, at hun læste så dårligt var, at hun havde virkelig dårligt syn. Først dér fik hun et par briller.
Hun blev udlært syerske og lærte for alvor om modebranchen, da hun blev syerske hos Margit og Erik Brandt. Langt senere, da hun var i 50’erne fik hun job hos Yves Saint Laurent på strøget. Hun skulle tilpasse det dyre tøj, så det så perfekt ud på kunderne, når de forlod butikken.
Da hun gik på efterløn indrettede hun en systue i entreen i det sociale boligbyggeri, som hun boede i på Nørrebro. Der var hjul under symaskinen, således at den kunne trækkes ud af et skab, når der skulle sys og lynhurtig gemmes derinde igen, hvis nogen mod enhver rimelig forventning skulle interessere sig for meget for, hvad hun egentlig lavede. Hun fik besøg af de tidligere kunder fra butikken, som nu drak kaffe i hendes entre og fortalte nyt om Jannie spies og kongehuset.
Hun havde indrettet lejligheden efter tips fra klienterne og diverse lifestylemagasiner med chesterfieldsofaer, hvide langhårede tæpper, stuepalmer og Rømerglas. En gang havde hun betrukket en stor plade med stof og indrammet den i en bred guldramme. På pladen havde hun dryppet ordene : “Tro på dem selv !” i lyserød stearin og hængt den op på væggen over sofaen.
Bortset fra kunderne og af og til den nærmeste familie, holdt hun sig for det meste for sig selv. Men engang havde en nabo ringet på og bedt om at låne et eller andet. Hun havde ladet ham stå på måtten ude i opgangen, medens hun fandt det sukker eller vanille frem, som han havde efterspurgt.
Han havde måbende kigget ind i lejligheden, som ikke lignede noget som helst andet i opgangen.
Moster E. blev aldrig gift. “Hvad skal jeg egentlig med en mand? spurgte hun mig. “Jeg kan jo alting selv – og hvor skulle han iøvrigt sidde? Jeg mener, jeg sidder jo altid her og min plaid ligger der. Jeg stiller altid min kop der på det lille sofabord, mine cigaretter ligger her og…. Der ville ikke være plads til ham…”
Paris oktober 2020
Jeg spadserer forbi stedet foran mit hus, hvor de hjemløse plejer at sove om natten på gamle madrasser og papstykker foran møbelbutikken. Alle spor efter dem er udvisket her om formiddagen. Fortovet under halvtaget er ryddet og vasket og lyset er tændt i det eksklusive magasin, der sælger senge og sofaer. Jeg tænker at de hjemløses ting nok er pakket ned under betondækslet i fortovet.
Jeg har i mange år samlet inspiration til mit arbejde, ved at drive rundt og betragte verdenen fra gaden. Jeg har for længe siden fundet ud af, at hvis man vil fremkalde nye og tilfældige oplevelser i byen, må man opfinde en struktur, som tvinger en ud af vante rutiner. Improvisation kræver en orden, som kan brydes. Nu er benspændet pludselig dikteret af en uberegnelig virus, der bevirker, at jeg hele tiden er bevidst om hvor andre mennesker befinder sig.
Senere på dagen passerer jeg en hjemløs, der sidder under et træ med en lang fiskestang i hånden. Stangen rækker helt helt hen til mig, da jeg går forbi. For enden af stangen dingler et papkrus, som han får til at ryste ved at rykke i fiskestangen, Jeg fisker en mønt op af lommen, putter den op i koppen og indkasser en lille dans med kruset og et muntert vink fra fyren under træet.
Præsident Macron erklærer på TV at der er totalt udgangsforbud fra i morgen undtagen en time om dagen. Folk sætter sig på seinebredden med gode venner og drikker en øl eller mødes på cafeerne og drikker champagne for at sige farvel til hinanden, inden de skal hjem i deres familier – hvis de altså har nogen. En hjemløs render forvirret rundt midt på kørebanen uden mundbind og med et skilt hvorpå, han desperat beder om penge.
Kirsten Kjærs Museum 29 juli 2023
Jeg læser på skiltet ved Kirsten Kjærs portræt “Eneboer” at det forestiller en hobo som boede i en hule nedenfor millionærhotellerne ved Del Monte Beach på Monterey halvøen i Californien. Hun får kun lov til at male manden, fordi hun lover ham at beholde maleriet og ikke sælge det videre.
Kirsten identificerede sig mentalt med disse hoboes, som ifølge Wikipedia er “homeless bohemians”- folk som er på vej. Frie fugle.